23948sdkhjf

Fond skyder millioner i københavnsk skibakke

Lokale og Anlægsfonden støtter det rekreative område ved Amager Bakke med 10,5 mio. kroner og udvider projektet med nye aktivitetsmuligheder
Projektet med at opføre en skibakke ovenpå det nye forbrændingsanlæg på Amager i København har fået tilført flere penge.

Lokale og Anlægsfonden støtter projektet med 10,5 mio. kroner, som supplerer de 42,2 mio. kroner, København, Frederiksberg, Tårnby, Dragør og Hvidovre kommuner sammen byder ind med og de 10 mio. kroner, som A.P. Møller Fonden og Fonden R98 hver har givet tilsagn om.

”Det er helt fantastisk. Der er tale om nogle penge, som vi ikke har tænkt ind fra starten, og de vil derfor være med til at gøre området endnu mere fantastisk og berige hele projektet”, siger Patrik Gustavsson, forretningsudvikler i Amager Ressource Center og påpeger, at da pengene fra fonden udvider beløbsrammen til 82,4 mio. kroner, mangler der fortsat 9,7 mio. kroner, før den fulde finansiering er på plads.

Penge, som han tror på nok skal komme i hus.

”Det skal vi nok nå”, siger han og oplyser, at man til efteråret vil tage en status og træffe beslutninger om eventuelle justeringer, hvis ikke pengene er kommet hjem.

”Men det er ikke en option, at projektet ikke bliver til noget”, forsikrer han.

Projekt med mange facetter

Med støtten fra Lokale og Anlægsfonden udnyttes mere af tagfladen til forskellige aktiviteter end oprindelig planlagt.

Blandt andet tilføjes en åben og gratis skilegeplads for enden af skibakken, hvor man for eksempel kan kælke, og der gøres plads til crossfit og anden udendørs træning i anlægget.

Herudover er udformningen af en vandre- og løbesti udviklet i samarbejde med fonden, oplyser Patrik Gustavsson.

Projektets omdrejningspunkt er fortsat den oprindelige skibakke, der deles i tre. Det gælder en sort piste på 180 meter, en 55 meter lang blå piste og en 150 meter grøn piste.

I alt er 11.000 kvm af bakken afsat til skiløb, mens 3.000 kvm er afsat til de andre aktiviteter og forskellige opholdssteder.

Herudover bliver Amager Bakke et nyt samlingspunkt for klatrere. Fra starten har det nemlig været tænkt ind at benytte anlæggets fulde højde på 85 meter til at skabe en kunstig klatrevæg og etablere et såkaldt boulderanlæg for både erfarne og mere uerfarne klatrere.

”Amager Bakker bliver et spektakulært eksempel på, hvordan et unikt aktivitetsområde ikke ville have været muligt at etablere, hvis der ikke havde været vilje til nytænkning og idérigdom hos folkene bag et så kedeligt kommunalt teknisk anlæg som en affaldsforbrænding. Dette usædvanlige samarbejde gør det inden længe muligt for københavnerne og byens gæster at dyrke bjergsport få minutter fra deres hjem. Sport, som de ellers skal tage til udlandet for at prøve”, siger Ola Mattsson, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden i en pressemeddelelse.

Planen er, at projektet skal stå klar i efteråret 2017.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125