23948sdkhjf

Ny fond klar med millioner til grønt byggeri

Danmarks Grønne Investeringsfond er nu åben for forretningsforslag
I december vedtog Folketinget at oprette Danmarks Grønne Investeringsfond. I februar blev bestyrelsen lanceret med tidligere Vestas-topchef Ditlev Engel i spidsen.

Nu er fonden åben for forretningsforslag. Den er etableret med en egenkapital på op til 200 mio. kroner og en statsgaranteret låneramme på op til fem mia. kroner.

Der er grønne millioner at hente, hvis du opfylder følgende tre krav: Projektet skal hænge sammen økonomisk. Det skal have et tydeligt grønt aftryk, og så skal det også gerne have et samfundsmæssigt afkast.

Det fortæller Ditlev Engel, der ser frem til for alvor at lancere fonden på årets Folkemøde på Bornholm. Han fornemmer en god interesse for fonden, men ser gerne mere, og for byggeriet ser han et stort potentiale.

”Når vi har screenet ovenfra, lader der til at være en masse nye muligheder. Urbaniseringsfænomenet er globalt og kræver, at vi ressourceoptimerer fremtidens byer og bygninger”, siger Ditlev Engel.

Håber på langsigtede projekter

Fonden er både interesseret i at støtte en boligforening i en gennemgribende renovering, som kan leve op til den nationale dagsorden, men Ditlev Engel håber også på langsigtede projekter, hvor man har tænkt helt ud af boksen og i internationale perspektiver.

”Vi synes, det vil være fantastisk, hvis nogen kan tænke innovativt omkring fremtidens byer”, siger han.

Han mener, at fonden har de bedste forudsætninger i et land som Danmark, der som nation har forståelse for ressourcedagsordenen, der dikterer, at vi sorterer vores affald, skifter vores vinduer og renoverer vores boliger for at skære ned på CO2.

”Det kan de have svært ved at relatere sig til i andre lande, men danskerne forstår godt, at det er en god idé. Det behøver vi ikke at fortælle dem. Jeg kalder det et kulturelt forspring, som gør det muligt for os at kapitalisere på den dagsorden”, siger Ditlev Engel.

Ønsker dialog

Spørgsmålet er så, om der er struktur og risikovillighed nok til at løfte ambitionerne om et grønnere Danmark, og det er der fonden vil skabe sin berettigelse.

Bestyrelsen ønsker at indgå i en dialog med de lovende ansøgere, og får man et nej, følger der konkrete ændringsforslag med og en opfordring til at vende tilbage, når miljøhensyn og økonomi er bedre balanceret.

Danmarks Grønne Investeringsfond
Etableret som led i aftalen ”Et grønnere Danmark”, der blev besluttet i Folketinget i 2014. Fondens bestyrelse refererer til erhvervs- og vækstministeren.

Er en ny og selvstændig lånefond, der har til formål at medfinansiere investeringer, som fremmer en grøn omstilling af det danske samfund.

Yder lån til private virksomheder, almene boligorganisationer samt offentlige selskaber og institutioner

Lånene kan bl.a. blive brugt til investeringer i energibesparelser, vedvarende energianlæg og bedre ressourceudnyttelse.

Er etableret med en egenkapital på op til 200 mio. kr. og en statsgaranteret låne-ramme på op til 5 mia. kr.

Har en selvstændig bestyrelse, der foruden formand Ditlev Engel består af Hilde Kjeldsberg, fra Den Nordiske Investeringsbank (NIB), Jan Bach Jensen fra EnergiMidt, Lars Pehrson fra Merkur Andelskasse, Ulla Röttger fra I/S Amager Ressourcecenter og Lars Schrøder fra Aarhus Vand.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.131