23948sdkhjf

Borgmester: Lytning er det nye sort

Det er vigtigt for debatten, at man lytter, sagde Bornholms borgmester, da hun torsdag åbnede Folkemødet. Og det er man klar til hos IDA
Med solen foroven, havet i baggrunden og en let brise, der føg omkring, åbnede borgmester i Bornholms Regionskommune Winni Grosbøll (S) torsdag det femte Folkemøde i Allinge.

Der var tætpakket ved hovedscenen og borgmesteren måtte da også give plads til mange og lange klapsalver, der jævnligt afbrød hedes tale.

”Fem år er, hvad man kan kalde et jubilæum. Men sikke et jubilæum. Folkemødet har udviklet sig og har haft vokseværk, men de grundlæggende værdier er intakte. Det handler om debat, samtale og mødet mellem mennesker”, sagde hun og løftede sløret for en vigtig del af enhver debat.

”Arbejdstitlen for Folkemødet i år har været: Lytning er det nye sort. Man behøver altså ikke, at tale hele tiden. Den eneste risiko, man løber ved at lytte, er, at blive en smule klogere. Med andre ord: Lyt lidt højere”, opfordrede Winni Grosbøll.

Hul i kompetencemarkedet

I teltet hos ingeniørernes fagforening IDA, er man klar til at tage udfordringen med at lytte op, forklarede formand Frida Frost.

Her kommer de næste dages debatter især til at handle om den rekordhøje mangel på ingeniører, hvor antallet af ubesatte stillinger nu er nået det højeste niveau, siden krisen ramte Danmark.

”Vi vil lytte til, hvordan vi får løst det store hul vi har på kompetencemarkedet. Vi taler hele tiden om, at vi skal uddanne flere, men det vil tage fire til fem år. Så vi vil lytte til bud på en løsning”, sagde hun.

Naturfag i skolen

For de gæster, journalister og branchefolk, der lægger vejen forbi IDA’s tale bliver der også meget at lytte til, forsikrede Frida Frost.

”Vi vil tale om, hvordan vi herhjemme kan blive bedre til at sætte fokus på naturfagene i folkeskolen. Hvad kan man gøre, og hvad får det af betydning for eleverne?”, sagde hun.

Frem til søndag middag løber mere end 2.600 arrangementer af stablen i Allinge.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11