23948sdkhjf

Byggenyt

REGION NORDJYLLAND

STØVRING: Rebild Byråd har godkendt et forslag til lokalplan nr. 290 for et offentligt område - bibliotek og ungdomshus - Støvring. Ved samme lejlighed frigav byrådet en anlægsbevilling på 50.000 kroner til at udarbejde en samlet plan for parkeringen i hele Stubhus-området.

Som en del af salget af det gamle rådhus i Støvring er det nødvendigt at finde en alternativ placering til såvel bibliotek og ungdomshus. Begge funktioner ønskes placeret på plænen foran Stubhuset.

De to nye bygninger, bibliotek og ungdomshus, bygges ifølge planerne i to etager med et areal på henholdsvis 374 kvm og 669 kvm.

Ved at etablere biblioteket og ungdomshuset på plænen foran Stubhuset fjerner man reelt en meget stor del af Stubhusets nuværende parkering.

RØRBÆK: Rebild Byråd har godkendt skema A for opførelse af en ny boenhed i Rørbæk med 12 almene boliger plus fællesarealer ved Engparken/Søparken i Rørbæk.

Byrådet besluttede tilbage i 2013 at flytte Boformen i Støvring til et nybyggeri ved Rørbæk Ældrecenter, hvor boformerne fra Terndrup og Nørager blev placeret i 2013.

Ældrecentret i Rørbæk ejes af Boligselskabet Nordjylland, som derfor er bygherre på projektet for de 12 almene handicapboliger med tilhørende fælles servicearealer.

REGION MIDTJYLLAND

AARHUS: Aarhus Byråd skal på sit møde i morgen onsdag 3. juni godkende udbudsform, økonomisk ramme og finansiering for en ny bygning, som byrådet har besluttet at opføre i Gellerup som en vigtig del af den samlede helhedsplan for Gellerup og Toveshøj. Bygningen skal blandt andet huse omkring 950 kommunale arbejdspladser.

Visionen er, at bygningen skal være den første nye, større bygning i området, som herved er med til at kickstarte udviklingen og omdannelsen af Gellerupparken og Toveshøj.

Projektet gennemføres som et OPP-projekt med offentlig finansiering, og bygningen skal ifølge planerne være klar til indflytning ultimo 2018.

LISBJERG: Aarhus Byråd bliver på sit møde i morgen den 3. juni bedt om at vedtage Lokalplan 979, Boligområde nord for Lisbjerg Bygade endeligt.

Lokalplanen omfatter et cirka 1,5 hektar stort område nord for Lisbjerg Bygade i det nye byudviklingsområde i Lisbjerg, og den er udarbejdet på baggrund af et ønske fra Boligforeningen Ringgården for at realisere et boligprojekt med tæt-lav boligbyggeri i området. Der må inden for området opføres i alt 5.000 kvm bruttoetageareal. Bebyggelsen omfatter cirka 50 almene familieboliger i maksimalt tre etager.

AARHUS: Der er søgt om tilladelse til at opføre lav boligbebyggelse med to boliger i baggården på ejendommen Skt. Pauls Gade 4B i Aarhus: Projektet er i to etager og bygningshøjden er af varierende højde, men med en maksimal højde på 8,5 meter.

Det indstilles til Århus Byråds møde den 3. juni at godkende det ansøgte byggeri og at bemyndige Teknik og Miljø til at meddele de fornødne tilladelser.

I baggården Skt. Pouls Gade 4b ligger et gammelt bageri forfaldent hen. Dele af de faldefærdige bygninger nedrives, og der opføres to boliger - en familiebolig for bygherren familien Nejsig og en gæstelejlighed. Bygningen tilføjes et moderne arkitektonisk snit, der arbejder med stueetagen som en base af tegl og den øvre etage udformet som skulpturelle tagformer - kaldet “gallerier” - beklædt med mørkt eloxeret aluminium eller lignende.

REGION SYDDANMARK

SØNDERBORG: Sønderborg Vækstråd ansøger om 3,6 mio. kroner til renoverings- og indretningsomkostninger i forbindelse med etableringen af Det Sønderjyske Hus, og den ansøgning skal Sønderborg Byråd tage stilling til på sit møde 3. juni.

Det Sønderjyske Hus skal samle essensen af Sønderjylland for turister og kommunens borgere i et moderne turistbureau og restaurant, hvor de særlige sønderjyske egnsspecialiteter og turisttilbud kan opleves.

Mere konkret skal der etableres et bemandet turistbureau med moderne digitale platforme, et udstillingsvindue og oplevelsesrum for lokale fødevareproducenter og turistattraktioner, café/restaurant med sønderjyske specialiteter, køkken for turister og events og et kontorfællesskab for Visit Sønderborg og Destination Sønderjylland samt et mediehus i eksisterende lokaler på Perlegade.

REGION SJÆLLAND

VIBY: Ejeren af ejendommen Industrivej 2 i Viby, Roskilde Kommune, ønsker at opføre 40 tæt-lave boliger, hvilket kræver, at der udarbejdes en lokalplan. Et forslag til lokalplan indstilles godkendt i Plan- og Teknikudvalget, der holder møde i morgen.

Plan- og Teknikudvalget har beslutningskompetencen i sagen.

TREKRONER: Plan- og Teknikudvalget i Roskilde Kommune skal på sit møde i morgen beslutte, om der skal udarbejdes lokalplan for et område nord for Langebjergsø i Trekroner.

Lokalplanen efterspørges for at gøre det muligt at etablere 30 – 40 billige kvalitetsboliger i partnerskab med Rockwool og KAB.

Boligerne skal primært målrettes flygtninge og studerende, og placeres i en bebyggelse med små fritliggende boliger med små haver.

REGION HOVEDSTADEN

KØBENHAVN: Københavns Kommune har afsat i alt otte mio. kroner til genopretning af omklædningsrum i tre skolesvømmehaller. Forarbejdet til istandsættelsen viser, at midlerne ikke rækker til at genoprette alle tre faciliteter, og forvaltningen lægger derfor nu op til alene at gennemføre to ud af de tre projekter.

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller således til Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 4. juni, at de i alt otte mio. kroner, der er afsat til istandsættelse af omklædningsrum i de tre skolesvømmehaller på henholdsvis Hyltebjerg Skole, Kirsebærhavens Skole og Strandparkskolen med henholdsvis to, to og fire mio. kroner, fordeles med fire mio. kroner til Hyltebjerg Skole og fire mio. kroner til Kirsebærhavens Skole.





Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203