Byggenyt
FREDENSBORG: Fredensborg Byråd skal i dag som opfølgning på høringen af Humlebæk Skole Baunebjerg og Børnehusene Langebjerg, tage stilling til placering af et pleje- og rehabiliteringscenter i Humlebæk.
Administrationen anbefaler, at pleje- og rehabiliteringscentret placeres i Humlebæk Syd.
ESPERGÆRDE: Helsingør byråd vedtog forleden at offentliggøre forslag til lokalplan 3.40 for Sct. Georgs Vej 15 A-D i Espergærde.
Forslaget fremlægges til offentlig høring i perioden fra 2. juni til 11. august.
Når lokalplanen er vedtaget, bliver det muligt at opføre 34 nye boliger i én, halvanden og to etager etager på stedet. Det er hensigten at boligbebyggelsen skal indeholde kvaliteter fra både rækkehusbebyggelser og bofællesskaber.
I dag ligger der en række institutionsbygninger på ejendommen.
REGION SJÆLLAND
ROSKILDE: Roskilde Byråd besluttede på sit seneste møde, at forvaltningen skal arbejde videre med planerne om opførelse af fem såkaldt skæve boliger til hjemløse borgere. Der arbejdes med en placering på Stenvænget, hvor den gældende lokalplan skal ændres, så området bliver boligområde i stedet for grønt område. Udarbejdelse af lokalplanen kan tage et års tid.
REGION SYDDANMARK
HADERSLEV: Den kommende ejer af den gamle præstegård på Højrupvej 5 i Højrup har søgt om tilskud fra landsbypuljen til finansiering af materialer til renovering. Bygningen er bevaringsværdig men i dårlig stand, og det er den nye ejers plan at føre bygningen tilbage til dens oprindelige stand. Der skal anvendes specielle tegl og specielle vinduer og døre, og det er hertil, der søges om tilskud fra landsbypuljen.
Udvalget for Plan og Miljø i Haderslev Kommune skal på sit møde i dag 1. juni tage stilling til ansøgningen.
SØNDERBORG: Sønderborg Kommune har besluttet at afsætte 10 mio. kroner til etablering af en ny daginstitution i Ulkebøl i 2016.
Byggeriet er beregnet til at koste i alt 23 mio. kroner. Restbeløbet, som forventes at udgøre 13 mio. kroner skal finansieres indenfor den eksisterende pulje til nye vuggestuepladser og renoveringspuljer indenfor området. Forvaltningen foreslår, at der overføres i alt 4,5 mio. kroner fra regnskabsår 2015 til 2016, og at der frigives 0,5 mio. kroner af rådighedspuljen til finansiering af de indledende jordbundsundersøgelser, tilkørselsforhold, lokalplanarbejde og ekstern arkitektbistand. Sønderborg Byråd skal tage stilling i sagen på sit møde den 3. juni.