23948sdkhjf

”Træ-nørderier” hædret for nytænkning

Tre modtagere af Tømrerprisen 2015 er på hver sin måde med til at synliggøre træ som et alternativ til beton og stål i fremtidens byggeri
I anledning af Københavns Tømrerlaugs 500 års jubilæum, sætter dette års uddeling af Tømrerprisen fokus på de nye anvendelsesområder for træ som byggemateriale.

Prisen blev mandag uddelt i NCC’s kuppelformede ”Dome of Visions” i København, hvor netop NCC, repræsenteret ved direktør Martin Manthorpe, var blandt en af tre modtagere, skriver Building Supply.

De to øvrige var professor Poul Henning Kirkegaard og Arkitektfirmaet C.F. Møller.

Ifølge priskomitéens formand, Flemming Kjærgaard, har hver af de tre prismodtagere ydet væsentlige bidrag til at synliggøre træmaterialer som et progressivt og klimavenligt supplement til beton og stål i fremtidens byggeri.

Poul Henning Kirkegaard, professor ved Institut for Ingeniørvidenskab på Aarhus Universitet, tildeles prisen for sin indsats i forskningen af de nye arkitektoniske og konstruktionsmæssige muligheder, som udviklingen af krydslamineret træ åbner.

Gennem sin forskning, undervisning og formidling har han spredt viden om de perspektiver, som krydslamineret træ åbner for byggeerhvervet og påvist, at materialet er et både interessant og konkurrencedygtigt alternativ til beton, tegl og gipsplader.

Højhus i træ

Arkitektfirmaet C. F. Møller har i samarbejde med det svenske arkitektfirma Dinell Johansson tegnet et forslag til et 34 etagers højhus i træ.

Projektet har vundet en konkurrence om opførelse af et innovativt og bæredygtigt bolighøjhus i det centrale Stockholm, der skal fungere som et nyt og karakteristisk pejlemærke i byen.

Konkurrencen var udskrevet af Sveriges største boligselskab, HSB, som i 2023, hvor byggeriet skal være opført, fylder 100 år.

Prisen blev modtaget af arkitekt Mads Mandrup, som er fagligt ansvarlig for projektet, og arkitekt Lone Wiggers, som i forhold til offentligheden har været en engageret og saglig formidler af såvel projektet i Stockholm som af træmaterialers evne til at gøre byggeriet i Danmark mere bæredygtigt.

Flytbar dome

NCC har været initiativtager til opførelsen af Dome of Visions, der bedst kan beskrives som et kuppelformet drivhus på højde med et treetagers hus.

Inde i kuplen står et toetagers træhus på størrelse med et enfamiliehus – i læ for vind og regn og omgivet af duftende planter og træer.

Domen, som er flytbar, skal bruges til at samle nye erfaringer med henblik på konstruktioner og materialeanvendelse og udfordre både byggematerialebranchen og det øvrige byggeerhverv i bestræbelserne for at imødekomme fremtidens klimaudfordringer.

Prisen blev modtaget af direktør Martin Manthorpe, som i mange år været en engageret talsmand for et mere bæredygtigt byggeri.

Tømrerprisen
Formålet med Tømrerprisen er at belønne personer, virksomheder eller bygherrer, som har udført eller har deltaget i et byggeri, hvor trækonstruktioner indgår som en markant bygningsdel, eller hvor tømrerfaget på anden vis har spillet en afgørende rolle. Prisen kan også gives ved nytænkning og dristig arkitektur, hvor træ er hovedbygningsdelen. Det er et krav, at både håndværk og materialer er af høj kvalitet.
Tømrerprisen er på 150.000 kroner og gik sidste år til entreprenørfirmaet HP Byg og arkitektfirmaet Lundgaard & Tranberg for byggeriet af en ny hotelfløj på nordsjællandske Rungstedgaard.
Priskomitéen består af Københavns Tømrerlaugs oldermand, Flemming Kjærgaard, viceoldermanden, Søren Larsen, samt professor på Arkitektskolen i København Jan Søndergaard, den tidligere formand for Bygherreforeningen i Danmark, Lars Ole Hansen og direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen.
Tømrerprisen er indstiftet og finansieret af Kirsten og Freddy Johansens Fond.
Læs mere om: pris
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125