23948sdkhjf

Dong vælger entreprenører til opgaver for 750 millioner

To entreprenørkonsortier skal dele Dong Energys drifts- og vedligeholdelsesopgaver på elnettet. Kemp & Lauritzen skal i konkurrence med de to konsortier om de større opgaver
750 mio. kroner forventer Dong Energy at bruge på drift og vedligehold af sit elnet i Nordsjælland og København de næste fem år. Tre entreprenører er nu udvalgt til opgaverne.

Det bliver to entreprenørkonsortier, der kommer til at dele de planlagte eftersyn og den løbende udskiftning af komponenter, som er blevet for gamle og skal skiftes. Eltel Networks bliver sammen med Nordkysten områdeentreprenør i det nordøstlige område (fra Halsnæs i vest, Gribskov i nord, Helsingør i øst og København i syd), mens entreprenørselskaberne Bravida Danmark og MT Højgaard sammen får ansvaret for det sydvestlige område (fra Lejre i vest, Frederikssund i nord, Egedal i øst og Dragør i syd).

Til de større projekter har Dong udpeget Kemp & Lauritzen som projektentreprenør. Det betyder, at virksomheden skal i konkurrence med de to områdeentreprenører om større og mere komplekse projekter i hele forsyningsområdet.

”Her har vi lavet et stort udbud for en meget stor mængde opgaver, men inden for det udbud vil vi stadigvæk gerne spille på konkurrencen mellem de tre leverandører”, siger vice president i Dong Energy, Anders Vikkelsø.

Alle ville være nummer 1 og 2

I alt var otte entreprenører prækvalificerede, og alle entreprenører havde budt ind på alle aktiviteterne.

”Hele feltet ønskede at blive nummer et og to. Det er mest interessant at være nummer et og to, men der er faktisk også en del opgaver i tredjepladsen, for der vil være en række opgaver, som ikke er så store, at de skal i EU-udbud, men som alligevel er så store, at vi gerne vil køre miniudbud. Der har Kemp & Lauritzen mulighed for at deltage på lige fod med de andre, men de har selvfølgelig ikke på samme måde den garanterede mængde opgaver. Det vil være mere usikkert fra år til år”, siger Anders Vikkelsø.

Urytme giver udfordringer

Kemp & Lauritzen adskiller sig fra konkurrenterne ved både at have el- og gravekompetencer i huset og behøver derfor ikke indgå i et konsortium med andre.

”Vi havde set os selv kunne løse alle de tre forskellige opgaver, om det var de løbende opgaver i nord eller syd, eller projektopgaven her. Så på den måde er vi godt tilfredse med at være med i det her. Ud fra et planlægningsmæssigt synspunkt, kan jeg godt se, at der kan være lidt flere optimeringsmuligheder, når man får lov til at have en mere stabil serviceforretning kørende”, siger adm. direktør i Kemp & Lauritzen, Allan Jørgensen.

Han forventer en omsætning over perioden i størrelsesordenen 200-250 mio. kroner og er optimistisk i forhold til konkurrencen om de store opgaver.

”Det kan være, at vi får en lidt større udfordring med, at opgaverne kommer lidt mere urytmisk, og der kan være nogle perioder med lidt færre opgaver, og det stiller selvfølgelig krav til os om at tilpasse vores ressourcer og sælge dem til andre forsyningsselskaber end lige Dong, men det passer fint sammen med, at vi har en masse andre kunder og berøringer på det her område”, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093