23948sdkhjf

Byggenyt

REGION HOVEDSTADEN

BRØNDBY: Domea har som forretningsfører for Boligorganisationen Nygårdsparken søgt Brøndby Kommunalbestyrelse om godkendelse af pantsætning til brug for låneoptagelse til finansiering af forbedrings- og opretningsarbejder af træk og kuldeproblemer i lav- og højhusene.

Centralforvaltningen indstiller til kommunalbestyrelsens møde i morgen, at den nødvendige pantsætning til finansiering af renoveringsarbejderne godkendes.

REGION SJÆLLAND

HOLBÆK: Holbæk Kommune har vedtaget lokalplan 2.71 Boligområde ved Vølundsvej, Holbæk Vest og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.

Kommuneplantillægget og lokalplanen åbner mulighed for, at området kan udbygges til et attraktivt og integreret boligområde centralt i byen med varierede bygningstyper og etageantal, herunder to-tre etages rækkehuse og etagebebyggelse i tre-seks etager.

Planerne blev vedtaget med mindre ændringer til det offentliggjorte forslag.

ROSKILDE: Roskilde Byråd har besluttet, at Roskilde Kommunes skoler skal have et fysisk løft for i alt 370 mio. kroner over de næste ti år, og planen kickstartes med 16 mio. kroner allerede i indeværende år.

Skole- og Børneudvalget har således netop truffet beslutning om anvendelse af de 16 mio. kroner, som byrådet har bevilliget, til at sætte skub i en omfattende skolerenoveringsplan, som der er bred enighed om i hele byrådet. Det markerer næste store skridt i en indsats for både at gennemføre nødvendig vedligeholdelse og for at ruste skolerne, så de fysiske forhold er helt på højde med de behov, der følger med skolereformen.

De første 16 mio. kroner skal bruges til at renovere faglokaler til fysik, biologi, madkundskab og idræt allerede i år, skriver Roskilde Kommune i et nyhedsbrev.

REGION SYDDANMARK

SØNDERBORG: Sønderborg Kommune har afsat 24 mio. kroner til et parkeringshus, som skal opføres ved Sønderborg Nord. Parkeringshuset skal være klar til brug i efteråret 2017.

Der er udarbejdet en skitse til anlæggelse af et parkeringshus, som giver 157 parkeringspladser. Skitsen er forberedt på udbygning, således at antallet af pladser kan udvides til 381.

Forvaltningen indstiller til teknik- og miljøudvalget, der holder møde i dag, at godkende, at udbudsprocessen for anlæggelse af parkeringshuset igangsættes efter principperne i skitsen.

NØRRE AABY: Middelfart Byråd har vedtaget lokalplan 160 for et område ved Syrenvej og Rønnevej i Nørre Aaby endeligt.

Planen er udarbejdet på baggrund af et ønske om at etablere et nyt tæt-lavt boligbyggeri med en central placering i Nørre Aaby.

NYBORG: Bestyrelsen i HCA Airport har på mødet den 5. marts 2015 drøftet og godkendt selskabets investeringsoversigt for 2015.

Lufthavnens nødvendige investeringer forventes i 2015 at udgøre cirka 6,6 mio. kroner til blandt andet renovering af crew- og passagerlounges, teknisk udstyr på baneanlægget og ny brandbil.

For at kunne gennemføre de nødvendige investeringer har HCA Airport behov for at optage lån, idet selskabet er nødt til at reservere en del at sine egne likvide midler som kapitalberedskab. Kapitalberedskabet skal anvendes i tilfælde af pludseligt nedbrud i de tekniske installationer på baneanlægget, der er en forudsætning for, at der må lande og lette fly i lufthavnen.

På den baggrund har HCA Airports bestyrelse besluttet at anmode ejerne, Odense Kommune og Nordfyns Kommune, om kommunal garanti for lån på op til 6,6 mio. kroner i 2015 til finansiering af investeringerne.

Nordfyns Kommunalbestyrlse sagde på sit seneste møde god for, at der ydes en kommunal garanti for HCA Airports låneoptagelse i 2015 på op til 853.380 kroner.

OTTERUP: Nordfyns Kommune har modtaget en ansøgning fra Otterup Hotel, som gerne vil have tilladelse til at ændre plangrundlaget for hotellet.

Hotellet ønsker at udvide med flere værelser indrettet i et nybyggeri, som hotellet ønsker at opføre bag det ekisterende hotel ud mod Langelinie.

Nordfyns Kommunalbestyrelse besluttede å sit seneste møde at imødekomme ansøgningen. Ansøger skal selv stå for udarbejdelsen af lokalplanen og afholde udgifter hertil.

REGION MIDTJYLLAND

HOU: Odder Byråd har vedtaget et forslag til lokalplan for et område ved Møllemarken i Hou. Forslaget er fremlagt til offentlig høring frem til 1. juli.

Lokalplanen er udarbejdet for at give mulighed for at etablere et erhvervsområde med mulighed for lager- og bådhotel til opbevaring og klargøring af lystbåde.

Lokalplanen giver mulighed for at etablere op til tre haller, hvor én hal kan etableres i op til 540 kvm og to haller i op til 1300 kvm. Der vil ligeledes være mulighed for at etablere sekundære bygninger på op til 300 kvm.

TEBSTRUP: Grundejer Kurt Basse har anmodet Skanderborg Kommune om igangsætning af planlægning for et boligområde i Tebstrup, hvilket er blevet imødekommet.

Lokalplanen åbner mulighed for, at området i fremtiden kan anvendes til tæt-lav boligformål til helårsbeboelse. Der kan opføres op til 14 boliger med dertilhørende fælles friarealer, vej og nødvendige tekniske anlæg og anlæg til regnvandshåndtering. Skanderborg Byråd vedtog på sit seneste møde at sende forslaget til lokalplan til offentlig høring.

REGION NORDJYLLAND

VRÅ: Hjørring Byråd besluttede på sit seneste møde at frigive to mio. kroner til rådgivning med mere i program- og forslagsfasen vedrørende skole- og dagtilbudsinstitution i Vrå.

Der er på anlægsbudgettet for 2015 afsat en rådighedspulje på fem mio. kroner til skole og daginstitution i Vrå.

Det er i forbindelse med budgetaftale 2015 - 2018 for Hjørring Kommune besluttet, at samle skole og dagtilbud i Vrå i et nybyggeri i forbindelse med Idrætscenter Vendsyssel.





Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085