23948sdkhjf

Afdæmpet museum hylder frihedskampen

En rolig arkitektur gemmer på overraskende og spændende løsninger, blandt andet under jorden, lyder det fra kulturministeren om Lundgaard & Tranberg Arkitekters vinderforslag til et nyt frihedsmuseum i København
Store og frie rammer, der skal sikre, at Danmarks frihedskamp kan præsenteres bedste muligt.

Det var nogle af de rosende ord til vinderprojektet af arkitektkonkurrencen for Museet for Danmarks Frihedskamp 1940-45, som kulturminister Marianne Jelved (R) præsenterede i går.

Vinderprojektet er udarbejdet af et team med Lundgaard & Tranberg Arkitekter i spidsen, og kulturministeren har som formand for dommerkomitéen været med til at udpege vinderen.

”Frihedsmuseet har sin rod i den udstilling, der blev vist allerede i 1945, kort efter befrielsen. Det rummer den nationale samling om frihedskampen og er derfor et ganske særligt museum. Derfor glæder det mig, at vi med vinderforslaget får et museum, der skaber optimale rammer for formidlingen af frihedskampen. Samtidig med at bygningen arkitektonisk vil indgå respektfuldt med omgivelserne i Churchillparken (området i København, hvor museet er placeret, red.)”, siger Marianne Jelved.

Udstilling under jorden

Arkitektonisk bliver det nye museum anderledes end det museum, som brændte for to år siden, blandt andet fordi udstillingsarealerne befinder sig under jorden.

Adgang sker gennem en ankomstbygning med information, butik og café beliggende på et grusareal, der fastholder det gamle museums placering i Churchillparken.

Udstillingerne bliver bygget op i en højloftet udstillingssal, som af hensyn til de skrøbelige genstandes bevaring er uden dagslys.

Forslaget giver desuden gode muligheder for at skabe et bæredygtigt og energibesparende byggeri.

Understreger betydningen

Trods sit stille og rolige arkitektoniske udtryk er forslaget en overraskende og spændende løsning. På den ene side er det en funktionel museumsbygning, og på den anden side forener bygningen udstillingernes tema, den omgivende park, sigtelinjer til omgivelserne og stedets særlige betydning.

Med vinderforslaget får Frihedsmuseet gode rammer for formidlingen af frihedskampen, mener Nationalmuseets direktør Per Kristian Madsen.

”Forslaget giver os forholdsvis store og frie rammer i en bygning, der også skal sikre udstillingen imod vandskader, brand og tyveri. Samtidigt beholder vi placeringen i Churchillparken på et sted, hvor vi kan fastholde det fine besøgstal, det gamle museum havde”, siger Per Kristian Madsen.

Vinderforslaget skal nu bearbejdes og tilpasses i detaljer, og museet forventes at kunne åbne i 2018. Vinderforslaget og de fire øvrige forslag vil være udstillet på Nationalmuseet fra i dag og frem til 16. august.

De øvrige forslagsstillere
Fire andre rådgiverteams - alle med internationale erfaringer med kulturbyggeri - bød ind på den prestigefyldte opgave med at tegne det nye frihedsmuseum:
Den irske tegnestue Heneghan Peng Architects i samarbejde med Arup UK; Arup DK samt Agence Ter, FR.
Polyform Arkitekter i samarbejde med SeArch; Oluf Jørgensen og Cenergia.
BIG i samarbejde med Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma og Schønherr.
Henning Larsen Architects i samarbejde med Schul Landskabsarkitekter og HaCaFrø/Tyrens


Et erfarent hold
Det nye Museum for Danmarks Frihedskamp 1940-45 er tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter i samarbejde med EKJ Rådgivende Ingeniører, Esbensen Rådgivende Ingeniører, ÅF Lighting - Hansen og Henneberg, Gade & Mortensen akustik og professor, arkitekt Steen Høyer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11