Sjællandsk byggemarked går i sort
Bundlinjen er forbedret med 60 mio. kroner hos Johannes Fog A/S, som dog fortsat har langt vej op til indtjeningsniveauet før krisen
Det er status for regnskabsåret 2014 i trælast- og byggemarkedskæde Johannes Fog A/S, som dog ikke får ledelsen til at løfte armene over hovedet i lutter begejstring, skriver Building Supply.
”Selskabets økonomiske resultater lever op til forventningerne for 2014, men er stadigt på et utilfredsstillende niveau”, konstaterer ledelsen således i årsrapporten.
Fokus på effektivisering
Det positive 2014-resultat kom efter et 2013, hvor Johannes Fog havde problemer med visse af de tilkøbte virksomheder. Det førte til en nedskrivning på goodwill og koncerngoodwill med 33,6 mio. kroner.
Siden da har fokus været på at forbedre virksomhedens lønsomhed og effektivitet, ligesom Johannes Fog har haft stor fokus på at optimere logistikken i både trælaster og byggecentre samt det bolig- og designhus, som ligger i Lyngby.
”Efter det dårlige resultat i 2013 har vi fokuseret på at forbedre driften, og vi har omstruktureret, udviklet og igangsat en lang række initiativer for at gøre os mere agile i markedet. Regnskabet for 2014 vidner om, at vi traf de rigtige beslutninger, da vi var mest udfordret. Vi har simpelthen øget vores konkurrencekraft ved at effektivisere alt fra kundernes oplevelse og fart i butikkerne til selve kernen i vores logistik - og vi har endnu ikke set den fulde effekt af vores initiativer”, siger adm. direktør, Carsten Ludvig. i Johannes Fog, der driver 10 trælaster og byggecentre på Sjælland.
Ingen planer om opkøb
Konkurrencen kommer både fra Sønderjylland og Sverige, idet Davidsens Tømmerhandel nu har etableret sig på Sjælland, mens lavpriskæden Byggmaxx pønser på et indtog i Danmark.
Konkurrencesituationen gør dog ikke, at Johannes Fog har aktuelle opkøbsplaner efter et par travle år, der både har budt på opkøb af CF Storstrøm i Ørslev ved Vordingborg og S.A. Pedersen Trælasten i Helsinge samt en fusion med datterselskaberne Københavnsvej 344, Vordingborg A/S og Værebo-Huset ApS.
Johannes Fog A/S
Mio. kroner | ||
2013 | 2014 | |
Omsætning | 1140,1 | 1165,3 |
Driftsresultat | -43,8 | -16,1 |
Resultat før skat | -45,4 | -14,7 |
Årets resultat | -42,5 | 11,5 |
Egenkapital | 191,4 | 201,8 |
Antal ansatte | 447 | 443 |