Anlægsnyt
GLADSAXE: Gladsaxe Byråd har afsat 6.741.000 kroner i 2015 til renovering af broer og bygværker. I 2015 er beløbet afsat til en større renovering af broen Gladsaxevej/Vandledningsvejen. Arbejdet omfatter primært isolering af broens dæk for at sikre mod vandgennemtrængning og medfører at alle belægninger på brodækket skal udskiftes.
Udskiftningen af alle belægninger på broen giver mulighed for at omprofilere kørespor, cykelstier med videre for en begrænset merudgift. By- og Miljøforvaltningen har i denne forbindelse bedt Grontmij undersøge, om det i forbindelse med brorenoveringen er muligt at gøre cykelstien i sydsiden af broen dobbeltrettet, og det er ifølge Grontmij muligt.
Trafik- og Teknikudvalget i Gladsaxe Kommune havde sagen til behandling på sit seneste møde og anbefaler, at brorenovering og etablering af dobbeltrettet cykelsti over broen godkendes.
SØBORG: Gladsaxe Kommune har evalueret GladsaxeLiv-projekterne, der gennemførtes på Søborg Torv og ved Bibliografen sidste år, og Trafik- og Teknikudvalget i Gladsaxe tog på sit seneste møde evalueringsrapporten til efterretning, og godkendte, at den anvendes som udgangspunkt for den videre indsats i år.
På Søborg Torv vil der igen i år blive arbejdet med byrummet på torvearealet ved Caféen. Der vil blive taget udgangspunkt i de eksisterende buer og former, og der skitseres på etablering af en afskærmning mod hovedgaden og beboelsen for at gøre opholdsarealerne mere intime. Igen i år kan man få sand mellem tæerne, men i et mere begrænset område end i 2014. Der arbejdes med flere uformelle opholdsmuligheder som mobile installationer, hvor borgerne kan slå sig ned. I det grønne område planlægges der flere borde-bænkesæt med mulighed for grill og sommerlege på græsset.
På baggrund af erfaringerne fra 2014 arbejdes der videre med grønne, uformelle opholdsarealer og plantekasser ved Bibliografen og på strækningen mod Bagsværd Hovedgade. Der planlægges installationer af mere permanent karakter, der kan blive i området i en længere periode.
Med henblik på at undgå en meget dyr omlægning af fortovsarealet etableres en terrasseløsning, der monteres på den eksisterende belægning på dele af strækningen, således at afvandingsforholdene kan opretholdes og gravninger undgås. I samme forbindelse udskiftes to armaturer for at give en mere opholdsvenlig belysning på området.
REGION SJÆLLAND
ROSKILDE: Plan- og Teknikudvalget i Roskilde Kommune sagde forleden god for frigivelse af et rådighedsbeløb på 1,6 mio. kroner til Kulturstrøget til ombygning af udearealer og indgangspartier ved Byens Hus.
Hovedfasen for den godkendte vision i Byens Hus forventes igangsat i år. Hovedfasen består blandt andet i at etablere en ny fælles indgang, som skaber sammenhæng mellem bygninger og udeområde. I det gamle rådhus omdannes stueetagen til en café/restaurant, og den tidligere borgerservicebutik omdannes til et åbent og fleksibelt rum med en ny turistinformation og udstillingsvindue for kommunens mange attraktioner. Første sal udlejes til RUC til studie- og undervisningsfaciliteter, samt bruges til andre aktiviteter i henhold til visionen for huset. I budgetforliget for 2015 er der afsat i alt seks mio. kroner til Byens Hus fra Udviklingspuljen. Sammen med Kulturstrøgsmidlerne i 2015 på 1,6 mio. kroner vil det forventeligt dække udgifterne til hovedfasen.
Anlægsarbejdet skal koordineres med ombygning til restaurationsformål i stueetagen i det gamle rådhus og ombygningen af Stændertorvet. Ombygning forventes påbegyndt efteråret 2015 og forventes afsluttet senest 1. marts 2016.
REGION MIDTJYLLAND
RANDERS: I forbindelse med ændring af kloakeringen i Tjærby skal der etableres et nyt regnvandsbassin.
Der skal købes et areal til bassinet, og Randers Spildevand A/S regner med, at kunne indgå en frivillig aftale med grundejer herom. Randers Byråd har erklæret at ville træffe beslutning om ekspropriation, hvis der ikke kan opnås enighed om handlen.
LANGÅ: Pladsforholdene på genbrugspladsen i Langå er trange, og der er behov for en udvidelse, da der til stadighed kommer flere og flere forskellige affaldsfraktioner.
Der har nu vist sig en mulighed for at overtage en del af materielgården i Langå, der støder direkte op til genbrugspladsen.
Randers Byråd besluttede forleden at købe arealet.
REGION NORDJYLLAND
SKAGEN: Teknisk Udvalg i Frederikshavn Kommune har truffet beslutning om at fremme kystsikringsprojektet ved Gl. Skagen.
Der er udarbejdet et detailprojekt med udgiftsoverslag, og der skal ifølge planerne gennemføres et udbud om realisering af projektet.
Frederikshavn Kommune har indgået aftale med A1 Consult om detailprojekteringen.
Kystdirektoratet skal meddele tilladelse til anlægget.
FREDERIKSHAVN: Trafiksikkerhedsudvalget i Frederikshavn Kommune har udarbejdet et forslag til en aktivitetsplan for trafiksikkerhedsindsatsen for 2015.
Udvalget bruger planen til at koordinere og styre indeværende års aktiviteter og til at sikre at ressourcerne bliver prioriteret, så Frederikshavn Kommune får mest mulig trafiksikkerhed og tryghed for pengene.
Aktivitetsplanen indeholder en oversigt over aktiviteter, som ønskes gennemført i 2015, og det drejer sig blandt andet om kampagner for 165.000 kroner og gennemførelse af konkrete projekter for 384.000 kroner. Teknisk Udvalg godkendte aktivitetsplanen på sig møde forleden.