23948sdkhjf

Rådgiver kommer igen ud med overskud

Alectia A/S har fået vendt skuden efter et par år med røde tal. Fokus på omkostninger og effektivitet har givet resultater
Landets femtestørste rådgivende ingeniørvirksomhed, Alectia, har oplevet et tilfredsstillende resultat for 2014, som både skyldes et øget fokus på effektivitet, omkostningsreduktioner samt vækst inden for flere af virksomhedens fokusområder.

Nettoomsætningen i 2014 var på 623 mio. kroner - svarende til en vækst på 3,6 procent i forhold til 2013.

Resultatet af den primære drift før afskrivninger (EBITDA) var på 38,9 mio. kroner, hvilket er en fremgang på 21,6 mio. kroner. Overskudsgraden blev på 6,2 procent i 2014 mod 2,9 procent i 2013.

Alectia har siden 2013 haft et klart fokus: At få virksomheden tilbage på ret kurs efter to år med røde tal på bundlinjen.

Resultatet for 2014 er et tegn på, at indsatsen for at professionalisere den 103 år gamle rådgivningsvirksomhed har båret frugt.

”Vi har videreført de initiativer, der blev påbegyndt i 2013, samt iværksat yderligere tiltag for at transformere virksomheden til en sund virksomhed igen. Fokus har været på at øge indtjeningen, styrke tilstedeværelsen inden for vores fokusområder og sikre, at vi har de rigtige faglige og ledelsesmæssige kompetencer. Vi har taget nogle gode skridt i den retning”, siger Jesper Mailind, der er adm. direktør i Alectia.

Fremgang i ingeniørbranchen

Det går generelt godt for de danske ingeniørvirksomheder.

Der har i det forgangne år været et øget aktivitetsniveau i byggesektoren i Danmark, særligt på hospitals-, erhvervs- og boligområdet, og Alectias regnskab følger denne tendens.

”Efterspørgslen på boliger i de større byer har resulteret i en lang række nye projekter inden for både nybyggeri og renovering af boliger. Det har vi mærket på ordrebøgerne, og Alectia har gennem det seneste år vundet flere rammeaftaler og opgaver i både offentligt og privat regi”, siger Jesper Mailind.

”Vi oplever, at væksten fortsætter i 2015. Vi har, alene i januar og februar, ansat 42 nye medarbejdere, og vi er løbende på jagt efter nye kræfter. I 2015 vil vi øge indsatsen omkring at skabe vækst inden for fokusområderne. Dette vil dels ske gennem et styrket samarbejde med vores kernekunder, og dels ved at vi øger internationaliseringen af vores forretning. Vi vil fortsætte vores fokus på efteruddannelse og træning af vores ledere og medarbejdere, og vi vil fortsætte med at styrke Alectias forretningssystemer og –processer”, siger Jesper Mailind.

Alectias 700 medarbejdere er fordelt på hovedsædet i Virum nord for København og på kontorer i Aarhus, Odense, Kolding og i England.

sigh
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.237