23948sdkhjf

Færre afgangselever søger en erhvervsuddannelse

Karakterkrav formentlig årsag til et fald på seks procent i tilmeldingerne
Indførelsen af karakterkrav i dansk og matematik beskrives som den væsentligste årsag til, at færre afgangselever fra 9. og 10. klasse har søgt ind på en af erhvervsuddannelserne i år i forhold til sidste år.

I alt 12.330 elever har ifølge Undervisningsministeriet tilmeldt sig en erhvervsuddannelse. Det er et fald på 842 eller godt seks procent. Den samlede andel af elever, der har en erhvervsuddannelse som sin første prioritet, er faldet fra 19,6 til 18,5 procent.

Det overrasker dog ikke undervisningsministeren.

”Med adgangskravet sikrer vi, at de unge, der optages, har bedre forudsætninger for at gennemføre en erhvervsuddannelse. I dag er der alt for mange, der falder fra. Her og nu bliver konsekvensen dog, at en del af de elever, der ellers ville have begyndt en erhvervsuddannelse i 2015 og 2016, gør det lidt senere for at kvalificere sig til at komme ind”, siger Christine Antorini (S).

I partsorganisationen Byggeriets Uddannelser kommer tilbagegangen heller ikke som en overraskelse.

”Nogle havde frygtet en tilbagegang på op mod en tredjedel, så det er ikke alarmerende, at tilmeldingerne er faldet med seks procent i år ét efter erhvervsuddannelsesreformen”, siger Torsten Lindum Poulsen, souschef i Byggeriets Uddannelser.

Nu kun fire indgange

Med erhvervsuddannelsesreformen er de hidtidige 12 forholdsvis snævre indgange til en erhvervsuddannelse afløst af fire hovedområder. Det er derfor ikke muligt specifikt at aflæse interessen for uddannelserne inden for bygge og anlæg.

Byggeuddannelserne indgår i indgangen ”Teknologi, byggeri og transport”, som med 5.900 tilmeldinger næsten udgør halvdelen af samtlige tilmeldinger. Til sammenligning var der i 2014 godt 2.000 tilmeldinger til den mere snævre bygge- og anlægsindgang.

Byggeriets Uddannelser gør opmærksom på, at tilmeldingerne direkte fra afgangsklasserne er kun en del af optaget til erhvervsuddannelserne.

”En del skal formentlig nu efter indførelse af karakterkrav en tur på skolebænken for at honorere karakterkravet. Andre søger ikke mindst byggeuddannelserne efter et par år på arbejdsmarkedet eller efter en afbrudt gymnasieuddannelse, så vi skal frem til august før vi kan vurdere situationen mere præcist”, siger Torsten Lindum Poulsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141