23948sdkhjf

Anlægsnyt

REGION HOVEDSTADEN

BALLERUP: Ballerup Kommunalbestyrelse har frigivet 3,7 mio. kroner til vedligeholdelse af færdselsbelægninger.

Center for Miljø og Teknik har udarbejdet forslag til årets vedligeholdelse af kommunens vej– og stianlæg, hvilket indeholder slidlagsarbejder, reparationer og afstribning.

For at sikre, at veje og kørebanearealer fortsat fremstår i en forsvarlig sikkerhedsmæssig tilstand, anbefaler Center for Miljø og Teknik, at der udover løbende udbedring og vedligeholdelse af det eksisterende vejnet udlægges nyt slidlag svarende til et samlet kørebaneareal på cirka 20.000 kvm. Eksempelvis kan nævnes udlægning af slidlag på Knardrupvej i Måløv og Annavej i Skovlunde.

FREDERIKSBERG: By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune har besluttet at indstille til kommunalbestyrelsen, at der afholdes 2,7 mio. kroner til skybrudssikrende tiltag på Skolen ved Søerne.

Skolen ved Søerne har været særligt hårdt ramt i forbindelse med skybruddene i 2011 og 2014, og i forlængelse af skybruddene er der udført en række mindre tiltag på skolen over de sidste år, som for eksempel etablering af højtvandslukkere og skotte. Disse tiltag har dog vist sig ikke at være tilstrækkelige til for alvor at minimere risikoen for skybrudsskader. Forvaltningen anmodede derfor Rambøll om at udarbejde en rapport, som kortlægger og prissætter, hvilke tiltag der bør iværksættes for at reducere risikoen for oversvømmelser på skolen.

Blandt forslagene i rapporten er omlægning af kloakledninger og brønde, opkanter på trappeskakter, etablering af underjordisk forsinkelsesbassin med mere.

REGION SJÆLLAND

SLAGELSE: Slagelse Byråd har godkendt et Forslag til lokalplan 1125 - Langøre park- og fritidsområde, Slagelse øst samt kommuneplantillæg nr. 15.

Lokalplanen skal medvirke til at skabe et attraktivt rekreativt park- og fritidsområde ved Langøre, med gode stiforbindelser og mulighed for indpasning af fritidsaktiviteter.

Området skal fungere i samspil med Skovsø Naturpark, Skoleskoven, skydebanen og golfbanen samt de faciliteter der knytter sig til aktiviteterne, herunder klubhus, restaurant og hotel. Med lokalplanen skal der således skabes synergieffekter mellem de forskellige aktiviteter i nærområdet og som knytter sig til den grønne ring omkring Slagelse, som er et sammenhængende grønt område, der strækker sig hele vejen rundt om Slagelse.

Der vil på længere sigt også kunne skabes synergieffekter med de skovrejsningsprojekter, der er i gang nord for Slagelse.

FARUM: Farum Hovedgade står over for forandringer.

Det skal være trygt for alle trafikanter at færdes i hovedgaden. Samtidig skal gaderummet være smukt, i harmoni med sin historie og indbyde til samvær, skriver Furesø Kommune på sin hjemmeside.

Kommunen vil forbedre trafikforhold og byrum og udarbejde en arkitektur- og byrumsstrategi, der sætter rammer for hovedgaden.

Inden arbejdet for alvor går i gang, inviterer kommunerne til borgermøde den 9. april.

REGION NORDJYLLAND

HORNUM: Vesthimmerland Byråd bliver på sit møde i morgen torsdag den 26. marts bedt om at godkende et program for områdefornyelsen i Hornum.

Vesthimmerlands Kommune har fået reserveret en ramme på én mio. kroner fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter til områdefornyelsen.

Der skal gennemføres et samlet forskønnende løft for Hornum bymidte med indsatser, der fremmer fællesskab, motion og leg – og som er med til at forstærke byens identitet. Blandt andet indgår renovering af torvet foran kroen, et aktivitetsområde, bakkelandskab langs Himmerlandsstien ved Stationen og begrønning af Jernbanegade i planerne. Områdefornyelsen i Hornum har en samlet budgetramme på tre mio. kroner.

Det er planen, at programmet sendes til Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter inden 1. april 2015 med ansøgning om tilsagn om refusion af udgifterne til gennemførelse af beslutning inden for den meddelte reservation.

HJØRRING: Hjørring Byråd skal på sit møde i morgen den 26. marts tage stilling til en ansøgning om frigivelse af anlægsmidler til cykelstiprojekter. Mere konkret handler ansøgningen om frigivelse af en halv mio. kroner til opsætning af cykelinventar og trafiksikkerhedsfremmende foranstaltninger.

Administrationen anbefaler blandt andet, at der opsættes flere cykelstativer i Hjørring gågade og opsættes cykelpumper ved større stier og togstationer. Det anbefales også, at der opsættes chikaner ved indgangene til kommunens 2-1 veje, og at den nyetablerede cykelsti langs Skibsby forlænges til Ringvejen og tilsluttes det eksisterende cykelstinet.

MOTOCROSSBANE: Læsø Kommune arbejder med planer om at etablere en motocrossbane i tilknytning til skydebanen på Holtemmenvej.

Motocrossbanen kan kun etableres efter udarbejdelse af VVM-screening, kommuneplantillæg, lokalplan og miljøgodkendelse, som sætter vilkår for anvendelse af banen. Læsø Kommune har netop afholdt en offentlig høring forud for udfærdigelse af plangrundlaget.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125