Trængselskommissionen: Høje omkostninger ved havnetunnel
Regeringens Trængselskommision har nu identificeret de mange muligheder for at skabe en bedre trafikudvikling i hovedstadsområdet. Nu skal ukrudtet luges fra frem mod august
Formanden for regeringens Trængselskommission, Leo Larsen, præsenterede torsdag sammen med transportminister Henrik Dam Kristensen (S) et idékatalog med forslag inden for fire hovedområder:
- Kollektiv trafik
- Vejtrafik
- Finansiering og adfærd
- Reduktion af forurening fra transportsektoren
Idekataloget er en oversigt over mulige tiltag, som kommissionen nu skal arbejde videre med frem mod en samlet strategi, der skal afleveres i august 2013.
Trængselskommissionen blev nedsat i april 2012 med det formål at komme med forslag til fremme af mobiliteten og reduktion af trængsel og forurening i hovedstadsområdet.
Halsløs gerning
Det vil være halsløs gerning at pille enkeltelementer ud af det samlede idékatalog, som er et overflødighedshorn af forslag, hvoraf der nu skal bindes en prioriteret buket, der udgør det endelige oplæg.
Der er dog ikke umiddelbart lagt op til de store initiativer på vejområdet, hvor mulighederne for en havnetunnel i København dog nævnes.
Den er dog ifølge Trængselskommissionen forbundet med høje omkostninger:
- Screening viser et indledende anlægsoverslag på cirka 27 mia. kroner for alle etaper. Det vil have en stor effekt på vejtrængsel i de indre bydele og på centrale vejforbindelser i København samt Motorring 3. Der vil dog opstå mertrafik på havnetunnelens tilbringerveje, herunder dele af Amager og Gentofte, nævner idékataloget.
Masser af forslag
Transportminister Henrik Dam Kristensen slog over for Licitationen - Byggeriets Dagblad fast, at idékataloget netop indeholder "masser af forslag", og at de kan gennemføres både på kort, mellemlang og lang sigt.
På kort sigt er inden for fire år, mellemlang sigt fire til 10 år og lang sigt over 10 år:
- Nogle af ideerne er nemme at tage med, mens andre er vanskeligere, når økonomien inddrages. Netop derfor skal Kommissionen i den næste fase frem til august konkretisere forslagene og skabe en sammenhæng, lyder det i kataloget.
Nye muligheder
Transportministeren erkendte, at det i dag ikke vil kunne lade sig gøre at flytte en afgørende del af bilisterne på eksempelvis Køge Bugt Motorvejen over i den kollektive trafik, der ville kollapse, men han peger på, at ikke mindst den kommende nye jernbane mellem København og Ringsted over Køge vil åbne helt nye muligheder for den kollektive transport i området.
- Derfor handler det om at forbedre den kollektive trafik, så man giver bilisterne et reelt alternativ. Det findes knap nok i dag. På den meget korte bane handler det om mere kapacitet i den eksisterende togtrafik fra Sjælland ind mod København med blandt andet dobbeltdækker tog, forklarede Henrik Dam Kristensen videre og lovede, at den kommende kommissionsrapport ikke kommer til at dele skæbne med mange tidligere rapporter, der blot er endt i glemsel på en hylde i ministeriet.
På tværs
Formanden for Trængselskommisisonen Leo Larsen slår over for Licitationen - Byggeriets Dagblad fast, at det er kommet overraskende for kommissionens medlemmer, at trafikken på tværs af indfaldskorridorerne er så stor:
- Trafikken ind til hovedstaden foregik tidligere meget mere i radierne mod centrum. I dag er der en utrolig stor trafik på tværs, som der transportmæssigt ikke rigtigt er taget højde for i dag. Problemet løses delvis med en kommende letbane langs med Motorring 3, men det er den eneste tværgående løsning, der forbinder alle fem fingre i fingerplanen. Tiden er ikke løbet fra fingerplanen, men tiden er kommet til også at se på, hvad der sker mellem fingrene, siger Leo Larsen, der nu skal stå i spidsen for det videre arbejde med at skabe en effektiv transport i hovedstadsområdet.