Udmattelseskamp
- Det er uanstændigt og et vidnedsbyrd om, at noget er gået helt galt, når der i hver afgangsklasse i folkeskolen sidder tre-fire elever, der ikke kan læse, skrive eller regne elementært.
Berlingske Tidende offentliggjorde forleden en analyse, der viste, at eleverne i dag i løbet af de ni skoleår har 1300 færre lektioner end elever i 1960-erne. Men det er meget værre end som så, for eleverne i 1960-erne havde 50 minutters lektioner, hvor lektionerne idag er 45 minutter. Det betyder i praksis, at eleverne i 1960-erne havde de 1300 lektioner plus et helt skoleår længere tid på skolebænkene.
Den helt store forskel på skolen dengang og i dag er, at lærerne dengang havde 27 undervisningslektioner = 22½ arbejdstimer ved tavlen, mens tallet idag er 24 lektioner = 18 arbejdstimer ved tavlen.
En lærer underviste altså i 1960-erne 4½ time mere om ugen end idag.
I årevis er det lykkedes lærernes organisationer, i modsætning til andre organisationer på arbejdsmarkedet, at båndlægge en større og større del af deres arbejdstid via fagforeningsaftalt arbejdstid. Det er det, Kommunernes Lærerforening nu ønsker at gøre op med. Arbejdstiden skal selvfølgelig afgøres på arbejdspladserne af ledelsen, og ikke i fagforeningen.
Gad vide, hvordan det ville gå for de danske byggevirksomheder, hvis det var 3F og BAT-kartellet, der skulle bestemme, hvor meget af arbejdstiden der må bruges på at slå søm i, og hvor meget der skal bruges til at høvle o.s.v.
Lærerne skal altså undervise mere og bruge mindre tid på andre ting. Kommunernes Landsforening og staten har som et helt naturligt træk for en arbejdsgiver erklæret lock-out. Det er et helt legalt kampskridt. Derfor er det også rendyrket hykleri, når lærerne brokker sig over lockouten. Lærerne har nemlig selv inden for de seneste 20 år mindst tre gang truet med strejker, så det er bare tak for sidst". Også lærerne har taget eleverne og forældrene som gidsler i en faglig kamp" .
Der er næppe tvivl om, at konkflikten nu får lov til at løbe mindst et par uger, så der kan tages et stort indhug i lærernes strejkekasse. Så er de nok lidt mere medgørlige næste gang, situationen spidser til, og så ved andre fagforbund på det offentlige område, hvad der venter forude, når nye kampe med offentligt ansattes privillegier skal tages.