Antallet af ledige, der mister deres ret til dagpenge, vokser måned for måned. Efter årets første 11 uger har 12.742 ledige mistet deres dagpenge. Alene knap 4.000 er ledige 3Fere, hvoraf omkring 510 har tilknytning til byggeriet. I El-fagets A-kasse har 99 mistet dagpengene i år, mens tallet i Byggefagenes A-kasse, der har blandt andre malere og VVSere som medlem, er 92. Det vil sige, at indtil videre har mindst 700 håndværkere og ufaglærte i byggeriet mistet dagpengene.
AK-Samvirke vurderer, at omkring 3.000 ledige vil miste deres dagpenge hver måned frem til juli, og at der samlet set i 2013 bliver omkring 30.000 personer, der mister retten til dagpenge.