23948sdkhjf

Klar til hidtil største PCB-sanering

KAB er tilfreds med resultaterne af PCB-sanering i prøveblok i Farum Midtpunkt
Boligselskabet KAB er nu klar til at renovere 260 PCB-forurenede lejligheder i Farum Midtpunkt, den hidtil største og mest omfattende PCB-renovering i Danmark.

Resultaterne af renoveringen af en prøveblok med 35 lejligheder er så overbevisende, at man mener at have fundet en effektiv og sikker metode til fjernelse af PCB’en.

Metoden skal nu anvendes i de resterende fem blokke, som er ramt af PCB-forurening. Alle boliger er beliggende i byggeriets første etape, Birkhøjterrasserne, der er opført før 1977, hvor PCB blev forbudt som byggemateriale.

Alene håndværkerudgifterne til renovering af prøveblokken udgør omkring 48 mio. kroner. Håndværkerudgifterne til de resterende fem blokke forventes at blive omkring 230 mio. kroner. Landsbyggefonden har givet tilsagn om fuld finansiering, så beboerne får ingen huslejestigning på baggrund af PCB-saneringen. Der kommer dog en mindre lejestigning på grund af forbedringer i boligerne.

Fantastisk resultat

Teknisk chef i KAB Torben Trampe er begejstret for resultaterne.

- Det er mig bekendt første gang nogensinde, at man efter PCB-sanering har opnået måleresultater med et PCB-indhold i luften langt under aktionsværdien på 300 nanogram pr. kbm, som betyder, at indholdet af PCB er uden betydning. Det var naturligvis hvad vi havde ønsket og håbet men hvad mange eksperter har betvivlet. Derfor kan vi med god grund betegne resultatet som helt fantastisk, siger han.

PCB-saneringen består af flere processer. Først fjernes de PCB-holdige fuger samt fem centimeter af den omgivende beton. Derefter er alle overflader gennemgået for PCB, væggene er sandblæst, og alle boliger får nye gulve og køkkener. Afslutningsvis varmes boligerne op til 50 grader, da varmen får PCB til at afgasse. Luften renses gennem kulfiltre under hele processen.

- De enkelte processer er alle tidligere afprøvet. Det er den samlede indsats med ikke mindst den afsluttende afgasning, der har givet det exceptionelle resultat, siger Torben Trampe.

Metoden er udviklet af KAB i samarbejde med rådgivere og entreprenører.

Farum skal godkende

Undervejs i processen har KAB haft et tæt samarbejde med såvel Sundhedsstyrelsen som Farum Kommune.

Det er Farum Kommune, der skal godkende projektet med renoveringen af de resterende fem blokke.

I en pressemeddelse siger Farums borgmester Ole Bondo Christensen (S), at de første målinger ser fornuftige ud.

- Det giver forventning om, at koncentrationen af PCB kan komme tilstrækkelig langt ned. Vi skal være sikre på, at resultaterne holder, men de første målinger tegner godt, siger borgmesteren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.391