23948sdkhjf

En rullende snebold af gæld

Mens statens vejnet har nået en acceptabel vedligeholdelsesstandard, står det slemt til i kommunerne, der har et efterslæb på næsten 20 mia. kroner
Der er de seneste år investeret massivt i det danske vejnet.

Det fremgår af en opgørelse fra transportminister Pia Olsen Dyhr (SF), der noterer, at det danske vejnet består af 3.791 km statsveje, 70.276 km kommuneveje, og dertil skal lægges Storebæltsbroen, Øresundsbroen til landegrænsen og Øresundsmotorvejen med 41 km. Alt i alt et vejnet af en længde på 74.108 km.

Investeringerne i det statslige vejnet steg fra 2010 til 2012 fra 2,442 mia. kroner til 4,474 mia. kroner, altså noget nær en fordobling. Anderledes stod det til i kommunerne, hvor der i 2010 blev investeret 4,534 mia. kroner i 2010 og året efter 5,030 mia. kroner. Tallet for 2012 er endnu ikke tilgængeligt.

Pas på!

I Asfaltindustrien er statens markante indsats ikke gået ubemærket hen.

Adm. direktør Anders Hundahl slår fast, at staten er kommet et pænt stykke med hensyn til både nye anlæg og genopretning af vejnettet.

- Bevillingerne er øget, og Vejdirektoratet har evnet at omsætte bevillingerne i bedre veje. Det er imidlertid meget vigtigt, at bevillingerne til statens veje fortsætter på højt niveau, så man ikke sætter de positive resultater overstyr. Staten har holdt hånden under markedet, så krisen ikke har ramt så hårdt, som det ellers ville være tilfældet, og dermed har man bevaret arbejdspladser. Staten har holdt hånden under markedet, så krisen har ramt knap så hårdt, siger Anders Hundahl.

Han ærgrer sig imidlertid over, at kommunerne ikke har fulgt op på statens takter. Ifølge Dansk Vejforening har kommunerne et vedligeholdelsefterslæb på knap 20 mia. kroner:

- Kommunerne skubber en rullende snebold af gæld foran sig i nedslidt vejkapital. Ifølge den seneste rapport fra World Economic Forum går vejen til vækst via god infrastruktur. Det er ærgerligt, at kommunerne ikke følger op på statens gode initiativer, siger Anders Hundahl.

Huller i vejene

Direktør i Danske Anlægsentreprenører Niels Nielsen understreger over for Licitationen, at forøgelse af bevillingerne på statsvejene skyldes en rapport, der påviste, at der årligt kunne spares over én mia. kroner, hvis statens vedligeholdelsesefterslæb blev indhentet over en periode på 10 år.

- Derfor blev der afsat midler på de årlige finanslove. Det samme skete desværre ikke hos kommunerne. Derfor er det ikke så mærkeligt, at der er huller i kommunevejene, som er dårligt vedligeholdt. Kommunerne ofrer ikke kræfter nok på deres vejnet, og det betyder, at vejene forfalder. Det bliver dyrere senere, fordi det er billigere at vedligeholde end at genoprette, siger Niels Nielsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094