Byggesektor på sidelinjen
Set i det lys er det dybt skuffende, at statsministeren ikke vil give tilsagn om også at mødes med byggesektoren. Desværre er det meget symptomatisk for denne regering, at byggesektoren er et erhvervsmæssigt stedbarn, og at regeringspolitikerne med statsministeren i spidsen er meget lidt tilbøjelige til at erkende situationens alvor for de danske byggearbejdere. Det er lykkedes først og fremmest industriens repræsentanter - læs: Dansk Industri - at sætte den økonomiske dagsorden, og meget tyder på, at regeringen med den kommende konkurrencepakke først og fremmest danser efter “DI-piben" med nedsættelse af forskellige skatter og afgifter.
Byggesektoren kunne også ønske sig lavere skatter, først og fremmest lavere momssatser, men det har der aldrig været gehør for i politiske kredse. Politikerne på Christiansborg er tilsyneladende ikke lydhøre over for den konstante mængde sort arbejde, der ikke ligefrem bliver mindre, når eksempelvis en boligejer oveni en håndværkertimepris på ofte 400 kroner skal betale 100 kroner i moms. Regeringen tror tydeligvis, at “den hellige grav er velforvaret", bare man udtaler mantraet om “offentlige investeringer". Men indtil videre har det ikke virket, og det gør det såmænd heller ikke fremover, uanset hvor mange gange det siges.
Det er vigtigt, at alle byggeriets organisationer - både fagbevægelsen og arbejdsgiverne - nu står sammen med krav om indflydelse på de kommende vækstinitiativer. Det er ikke nok at forbedre konkurrenceevnen for produktionsvirksomhederne. Det kan sandsynligvis bevare nogle arbejdspladser, der på længere sigt ville være flyttet til udlandet. Men skal der hurtigt skabes nye arbejdspladser, kommer regeringen ikke uden om byggesektoren - vel at mærke de små virksomheder - og her peger alle tegn på nødvendigheden af ikke bare at genskabe BoligJobordningen, men forbedre den.
