Stor facadeentreprise er afgjort i Kolding
HSHansen har vundet facadeentreprise på Koldings Akutsygehus
Og nu er endnu en afgørende entreprise faldet på plads, efter HSHansen har indgået kontrakt med Region Syddanmark om levering og montering af cirka 10.000 kvm facadeelementer.
- Vi glæder os over, at valget er faldet på os og ser frem til samarbejdet. Det bliver spændende at blive en del af projektet og ikke mindst være med til at sikre det bedst mulige resultat. Ved hjælp af vores præfabrikerede modulopbyggede facadeelementer, Hansen UnitAl, kan vi være med til at minimere byggetiden markant. Samtidigt kan vi imødekomme arkitekternes specielle ønsker og krav samt bygherrens strenge krav til lang levetid og minimal vedligehold, hvilket blandt andet sikres ved at facadeelementerne udelukkende består af uorganiske materialer, siger Jesper Madsen, der er salgs- og marketingschef hos HSHansen, der er en del af HansenGroup, som designer, fremstiller og installerer blandt andet aluminiumsfacader og boltede glaskonstruktioner.
Svæve over bygninger
De modulopbyggede facadeelementer fra HSHansen skal bruges til en af de mere opsigtsvækkende dele af byggeriet ved Kolding Sygehus.
Den seks-etager høje sengebygning skal bygges oven på den eksisterende bygning og en kommende hovedbygning, og det nye byggeri nærmest kommer til at svæve over de allerede eksisterende bygninger.
Konstruktion kræver, at de præfabrikerede elementer nøje tilpasses arkitekternes ønsker. De modulopbyggede facadeelementer bliver specialdesignet til opgaven, således at bygherre og arkitekt har store frihedsgrader med hensyn til arkitektur og funktion.
Reducerer fejl
Elementerne færdigsamles i HSHansens egne produktionshaller, hvilket sikrer høj produktivitet, høj kvalitet, et godt arbejdsmiljø samt reducerer risikoen for, at der opstår fejl i en presset situation ude på byggepladsen.
- Vi er ikke i tvivl om, at vi kan indfri bygherrens og arkitekternes høje krav til materialer og ikke mindst være med at skabe en rentabel totaløkonomi på projektet, siger Jesper Madsen.
De første facadeelementer bliver monteret i september 2014 og selve om- og tilbygningen af Kolding Sygehus skal stå færdig ultimo 2015.
Udbygningen af Kolding Sygehus omfatter 32.000 kvm bestående af et sengeafsnit, en fælles akutmodtagelse og en ny ankomstbygning.
Arkitekten bag renoveringen og tilbygningen er Schmidt Hammer & Lassen og totalrådgiveren er Niras.