Provokerende og problematisk
Bornholms Regionskommune lover bod, bedring og kvalitetssikring af udbudsmateriale efter en anlægssag ved ringvejen i Rønne, hvor der blev brugt portugisisk - ikke bornholmsk - granit
Ifølge viceborgmester Steen Colberg Jensen (V), formand for Teknik og Miljøudvalget, har man i Bornholms Regionskommune brugt tiden - siden sagen for nogle uger siden kom i de lokale medier - på at holde storvask og tale med store bogstaver til sin teknik- og miljøforvaltning.
Han har kaldt sagen helt ude i hegnet" og mener, at anlægsarbejdet går stik imod det politiske arbejde for at skabe arbejdspladser på øen.
- Det er en klar fejl fra vores egen teknik- og miljøforvaltning, siger Steen Colberg Jensen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Kravet om at der skulle bruges portugisisk granit til kantsten stammer tilsyneladende fra udbudsmaterialet, men vi burde have kvalitetssikret materialet bedre, inden det blev sendt ud, siger han.
En underlig sag
Han kalder det en underlig sag, hvor der i udbudsmaterialet er sagt, at der skulle bruges portugisisk granit.
- Det er særpræget al den stund, at det ikke er lovligt og et brud på EUs regler at beskrive i detaljer, hvad der skal bruges, siger Steen Colberg.
- Og uanset hvad mener, jeg at merudgiften til dansk granit er minimal i forhold til prisen på anlægsarbejdet. Der har været flere lag af misforståelser i det, men det korte af det lange er, at selv om et eksternt firma har skrevet, at der skal bruges portugisisk granit, fratager det ikke os selv for at kvalitetssikre udbudsmaterialet og sørge for. at det bliver korrekt. Der skal strammes op på det, og vi vil for fremtiden sørge for at kvalitetssikre før materialet sendes ud til entreprenøren, lover han.
Han understreger imidlertid, at forvaltningen ikke får tilført flere medarbejdere med ekspertise i udbudsregler og EU-lovgivning.
Det handler om at blive færre og ikke flere medarbejdere i kommunen, siger han, og tilføjer, at selv om det virker stærkt provokerende og problematisk, at der er blevet anbefalet portugisisk granit, er der imidlertid fortilfælde på Bornholm.
- Men når en kommune bruger en anden type granit end den bornholmske, er der naturligvis stærkere fokus på det, end hvis privat en privat udbyder skulle have lavet x antal kantsten.
Steen Colberg erkender, at de bornholmske stenbrud er under pres både fra både Kina og Portugal.
- Vi har traditionelt haft granitindustri i generationer og i forhold til tidligere med store stenbrud, arbejder vi nu på et meget lavt niveau, i stil med fiskeriet iøvrigt.
Tidligere har Regionskommunens vejchef Hardy Pedersen udtalt til Bornholms Tidende, at det er entreprenøren selv, der har budt ind med den billigste granit og det var så tilfældigvis portugisisk - og ikke bornholmsk.
Men direktør Jens Koefoed hos PL Entreprise, som udfører arbejdet, har sagt, at kommunen direkte i udbudsmaterialet havde skrevet, at det skulle være portugisisk granit.
Det er er brud på EU-regler at specificere i udbuddet at det skal være en bestemt granit og vil ikke ske igen, lover Hardy Pedersen.
Bedre kvalitet
Nina Skov, teknisk vejleder og salgskonsulent hos Farum Beton, kalder det helt uforståeligt og nærmest helligbrøde" ikke at bruge øens eget granit, når det nu handler om et bornholmsk anlægsprojekt.
Hun ser ingen materialemæssige eller kvalitetsmæssige hindring i at bruge den danske granit frem for den portugisiske:
- Bornholmsk granit er langt hårdere, af bedre kvalitet - og smukkere, synes jeg - end den portugisiske, siger hun.
Nina Skov fortæller, at prisforskellen mellem portugisisk og bornholms granit er nærmest dobbelt op.":
- Det er billigere at bryde det og forarbejde det i Portugal end herhjemme, siger hun.