Stålfirmaer har frit løb
Styrelse kontrollerer ikke, om firmaer lever op til ny standard, som der har været lovkrav om siden 2009
Men mange virksomheder lever ikke op til standarden, og det har ingen konsekvenser, lyder kritikken.
- Mit indtryk er, at myndighederne ikke har opretholdt kravet om, at virksomhederne skal leve op til standarden. Hvis kravene ikke bliver opretholdt, kan man jo stille spørgsmålstegn ved, hvorfor man så stiller dem. Det kan virke uretfærdigt for os virksomheder, som har gjort en indsats for at leve op til dem, siger smedemester i Envo-dan Ole B. Jensen.
Påbud, bøder og i yderste tilfælde nedrivning kan fra 1. juli være konsekvensen, hvis ikke bygningskonstruktionerne er CE-mærket, men samme konsekvenser kan gøre sig gældende i dag, hvis ikke firmaer og bygherrer lever op til standarden, som skal sikre sporbarhed.
- Hvis der bliver bygget noget i dag, som ikke har et kvalitetsstyringssystem, så skal myndighederne gøre det samme, som de skal efter 1. juli, nemlig eksempelvis spørge om, hvor kvalitetsmappen til stålet er, og hvem der har der svejset det - altså hele sporbarheden for stålet. Det tvinger kvalitetsstyringssystemet virksomhederne til at skulle have styr på, forklarer Ole B. Jensen.
Umuligt at kontrollere alt
Det er Energistyrelsen, som står for markedsovervågning, men også kommuner kan forlange at få lovliggjort et byggeri, hvis de opdager, at det ikke lever op til kravene.
- Det er kommunerne, der er byggemyndighed og kan gå ud og kontrollere, at byggerierne er i orden. I Energistyrelsen foretager vi også markedsovervågning på baggrund af konkrete anmeldelser eller på områder, hvor vi har fået tilbagemeldinger om, at der kan være et problem, siger Charlotte Micheelsen, chefkonsulent i Energistyrelsen, og fortsætter:
- Det er ikke muligt for os at kontrollere samtlige byggevareproducenter, og derfor bliver der udvalgt nogle områder. Hvis Energistyrelsen får henvendelser om overtrædelser på et bestemt område - også selv om overtrædelserne ikke har tilknytning til CE-mærkning - kan styrelsen godt foretage en markedsovervågning. Men vi har ikke modtaget tilbagemeldinger om overtrædelser på det her område siden 2009, hvor Eurocodes blev indført i bygningsreglementet, forklarer Charlotte Micheelsen.
Niels Christian Nielsen, som er chefkonsulent i Metal- og Maskinindustrien, en del af Dansk Industri (DI), medgiver, at det ikke er alle virksomheder, der har levet op til standarden, som der har været krav om siden 2009.
- Vi er dog ikke i en situation med store sikkerhedsproblemer af den årsag. I Nordeuropa er det ikke noget problem. Det er jo ikke sådan, at bygningerne falder ned om hovedet på os. Vi skal bare blive bedre til at dokumentere det, vi gør.