Partnerskaber skal sætte gang i renoveringerne
Erhvervs- og Vækstministeriet har netop offentliggjort en ny OPP-standardmodel rettet mod renoveringsprojekter
Med en ny standardmodel lægger Erhvervs- og Vækstministeriet op til, at renoveringsprojekter også kan være egnet til OPP-projekter.
Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) præsenterede den nye OPP-model til renoveringsprojekter i går.
- De gode erfaringer med OPP vil regeringen gerne brede ud til også at omfatte renovering af eksisterende anlæg og bygninger, siger hun og fortsætter:
- Et OPP giver den private leverandør mulighed for at tænke renoveringsarbejdet sammen med den efterfølgende drift og vedligeholdelse. Det kan blandt andet give en højere kvalitet af renoveringen og sikre et vedligeholdelsesniveau, der fastholder bygningens værdi.
Bygger videre på model
Det er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der har udarbejdet den nye OPP-standardmodel til renovering. Modellen bygger videre på styrelsen OPP-model til nyanlæg.
Overordnet adskiller de to modeller sig ved, at et renoveringsprojekt tager udgangspunkt i en eksisterende bygning. Det gør, at det Offentlig-Private Partnerskab er mere komplekst, da der i forbindelse med bygningen er en række risici, som skal fordeles mellem den offentlige myndighed og den private leverandør.
Ved et traditionelt OPP-projekt, hvor den private leverandør selv står for det nye byggeri, har leverandøren selv indflydelse på eventuelle risici under selve opførelsen. Ved renoveringsprojekter er bygningen allerede bygget, og derfor er der nogle risici forbundet med den, som den private leverandør ikke har kunnet påvirke.
Den ny model til renovering lægger op til, at de risici, der er forbundet med den eksisterende bygning ikke ligger hos den offentlige myndighed, men i stedet hos den private leverandør.
Det kræver blandt andet, at den offentlige myndighed gennemfører en bygningsanalyse inden udbuddet, og at den første del af kontrakten bliver en validerings- og efterprøvningsfase, hvor den private part kan komme med eventuelle indsigelser.
Gang i beskæftigelsen
PKA, som i sidste måned sammen med fire andre andre pensionskasser meldte ud, at de vil kigge på muligheden for at sætte gang i store infrastrukturprojekter ved at bruge OPP-modellen, ser også positivt på den nye model.
- Vi har længe efterlyst politisk velvilje over for OPP i Danmark. Der er i det små rigtig gode erfaringer med OPP herhjemme, og det kan blive til meget mere til gavn for samfundet og beskæftigelsen, siger PKAs adm. direktør Peter Damgaard Jensen.
I Dansk Byggeri hilser man den nye model velkommen. Ifølge erhvervspolitisk chef Torben Liborius har modellen potentiale og kan måske blandt andet få kommunerne til at tænke mere langsigtet, når de kigger på renovering.
- Modellen er et supplerende værktøj for kommunerne. Nu må vi vente og se, hvordan de tager imod det, siger han.