Kommune Esco-renoverer 80 bygninger
Frederiksberg Kommune energirenoverer 80 kommunale bygninger ved hjælp af Esco-modellen
Frederiksberg Kommune og Schneider Eletric har netop underskrevet en Esco-partnerskabsaftale, som er en af de hidtil største af sin art i Danmark.
Schneider Electric forventer at kunne spare kommunen for mellem 10 og 12 mio. kroner om året, når alle energibesparende tiltag er ført ud i livet.
- 80 kommunale bygninger står med aftalen foran en omfattende energirenovering, hvor der er fokus på alt fra ventilation, varme, lyssensorer, isolering, uskiftning af vinduer samt installation af vedvarende energi som for eksempel solceller, husstandsvindmøller og jordvarme, forklarer Casper Højgaard, der er salgschef for Energy Solutions i Schneider Electric og fortsætter:
- En betydelig del af de tekniske installationer, som alligevel skulle udskiftes i kommunens bygninger, bliver nu udskiftet og finansieret af energibesparelserne i Esco-projektet og vil dermed ikke belaste det kommunale budget. Ud over effekten for miljøet får tusindvis af de borgere, der hver dag bruger skoler, daginstitutioner, plejehjem og biblioteker et bedre indeklima.
Skole som forbillede
Søndermarkskolen er en af de skoler, som sandsynligvis vil opleve et bedre indeklima, når energirenoveringerne er udført. Frederiksberg Kommune har udnævnt skolen til flagskibsprojekt. Det betyder, at de energivenlige tiltag skal være ekstra synlige på skolen.
For eksempel er en mulighed at opsætte skærme på skolen, som fortæller eleverne om de energibesparende tiltag, eller hvor meget elektricitet solcellerne genererer. Derudover har Schneider Electric foreslået, at skolen får et solcellecykelskur, og samtidig er et såkaldt E-hus på tale - et hus, der skal indgå i den daglige undervisning, hvor eleverne kan lære om energi, miljø og klima.