København vil indføre kontrol med byggefirmaer
Overborgmester Frank Jensen inviterer Dansk Byggeri og 3F til partnerskab for at sikre overholdelse af arbejdsklausuler
Derfor har overborgmester Frank Jensen (S) taget initiativ til skærpet kontrol af entreprenørerne og har indbudt Dansk Byggeri og 3F til et partnerskab om, hvordan kontrollen praktisk skal gennemføres.
- Vi troede ikke, at vi var udsat for social dumping, men vi har måttet konstatere, at der er entreprenører, der ikke lever op til vores kontraktbetingelser. Vi har netop vedtaget i Borgerrepræsentatioonen, at nu skal der på alle forvaltningsområder følges op på overholdelse af kontraktvilkårene. Men har vi embedsmænd, der forstår, hvordan de her brådne kar prøver at omgå kontraktbetingelserne? Det tvivler jeg på. Og derfor er det nødvendigt med et nært samarbejde med organisationerne om, hvordan vi stopper de brådne kar, sagde Frank Jensen, da han tirsdag var gæst på årsmødet i Byggefagenes Samvirke, de københavnske byggefagforeningernes paraplyorganisation.
Brug for partnerskab
Frank Jensen oplyste, at han netop havde underskrevet invitationen til Dansk Byggeri Hovedstaden og 3F i København om at deltage i et konkret partnerskab.
- Jeg beder begge parter om at indtræde i en styregruppe, hvor vi i fællesskab skal lave et set-up for, hvordan vi kan følge op på at vores kontraktvilkår overholdes og finde de entreprenører, der laver julenumre for slippe uden om, sagde overborgmesteren.
- Vi kan ikke løse dette selv. Vi kan ikke undvære ikke mindst en stærk fagbevægelse i indsatsen mod social dumping, sagde han.
Modtaget positivt
Formanden for 3F Bygge-, Jord og Miljøarbejdernes fagforening Henrik Lippert mener, at invitationen flugter fint med, at Byggefagenes Samvirke netop har tilbudt Københavns Kommune og andre kommuner i hovedstadsområdet et tæt og systematisk samarbejde om at sikre ordnede forhold på byggepladser, som er offentligt finansierede eller støttede.
- Det er glædeligt, at Københavns Kommune indser, at det ikke er nok at have den rigtige udbudspolitik, men at det også er nødvendigt at der følges op med en effektiv kontrol. Vi vil meget gerne give vores indspark, så kommunens investeringer ikke risikerer at berige griske bagmænd på bekostning af udenlandske arbejdere, siger han.
Per Engsø Larsen, formand for Dansk Byggeri Hovedstaden, har endnu ikke modtaget invitationen fra Frank Jensen og vil derfor ikke på nuværende tidspunkt kommentere kommunens initiativ.
Brug af fagentrepriser
Frank Jensen bad i øvrigt Byggefagenes Samvirke om forslag til, hvordan kommunen bedst sikrer sig, at det er københavnske byggerier og lokale håndværkere, der får glæde af arbejdet, når kommunen bygger.
På stedet fik han en række forslag om eksempelvis at udbyde mere i fagentreprise, at kræve at entreprenører, der vinder udbud, udfører en del af arbejdet i egenproduktion og udelukker firmaer, der er taget i snyd.
Overborgmesteren svarede, at han er meget opmærksom på, at der også økonomisk kan være fordele ved at anvende udbud i fagentrepriser.