23948sdkhjf

Håb om fremgang i beskæftigelsen

Regeringens vækstplan og styrket indsats for at få dansk arbejdskraft på de store projekter giver håb om fremgang i byggeriets beskæftigelse
Både når det gælder ledighed, beskæftigelse, lønudvikling, boligbyggeri, virksomhedernes forventninger og antallet af konkurser er der ingen grund til optimisme.

Alligevel vurderer lønmodtagerne i BAT-kartellet i en netop offentliggjort konjunkturoversigt, at der kan være bedre tider på vej for en hårdt plaget bygge- og anlægsbranche.

- Det er ikke statistikkerne og tallene, der giver anledning til vores beskedne optimisme, men derimod, at en række andre forhold trækker i den rigtige retning, så vi tror på bedre beskæftigelsesudsigter, siger BAT’s sekretariatsleder, Gunde Odgaard, i en kommentar til oversigten.

- Vækstpakken vil give et boost, og det afspejles ikke i tallene i oversigten. Indfasningen af arbejdsklausuler, som skal forhandles i foråret, vil alt andet lige også give flere job til vores medlemmer, og hvis indsatsen med at sikre, at det bliver danske arbejdspladser på de kommende store projekter lykkes, så tror jeg vi kan se imod lysere tider for beskæftigelsen, siger Gunde Odgaard.

Tro på fremtiden

Han noterer sig, at aktiekurserne sætter rekorder trods krisen, og at det er et udtryk for, at de professionelle investorer tror på fremtiden.

- Nu skal vi have også virksomheder og private husholdninger til at tro noget mere på fremtiden. Opsparingen er forholdsvis høj i de private husholdninger og renten er meget lav. Det skulle give de økonomiske forudsætninger for at bygge huse og købe huse. Imidlertid er stemningen i befolkningen ikke alt for optimistisk, og vi må håbe at vækstpakken kan løse noget af den udfordring. Det har jo vist sig, at boligejerne er glade for BoligJobordningen og at virksomhederne er gode til at markedsføre fradraget som lokkemad for boliginvesteringer, siger Gunde Odgaard, der dog mener, at bolden ligger hos virksomhederne.

- De fik i vækstpakken fjernet en række fiskale byrder i almindelighed, og byggeriet fik mange rigtig gode pakker i særdeleshed. Så nu mangler byggevirksomhederne blot at bevise, at deres påstande er rigtige, og det gør de ved at ansætte flere, mener han.

Byggeriets beskæftigelse er ifølge Danmarks Statistik senest opgjort til 143.000 personer, langt fra de godt 190.000, da højkonjunkturen toppede i 2007, men dog bedre end bunden i 2010.

- Ingen drømmer om de 190.000 beskæftigede igen, men hvis vi kan komme tilbage på et normalniveau på omkring 160.000-165.000 personer, så tror jeg de fleste vil være meget glade, tror Gunde Odgaard.

Ledigheden falder

Også ledigheden er faldet i forhold til de tre forudgående år.

Ledigheden i uge syv i år er således knap 14 procent blandt de arbejdsløshedsforsikrede mod godt 20 procent på samme tidspunkt i 2010 - men til sammenligning under fire procent i 2008.

Byggeriets sammensatte konjunkturindikator er fortsat negativ, men dog for intet at regne i forhold til 2009 og 2010, der var præget af det rene sortsyn.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172