23948sdkhjf

De unges siloboliger er en stor udfordring

Ingeniørerne har haft hovederne lagt i blød for at beregne, hvordan Aalborgs bedstbeliggende ungdomsboliger kan etableres i DLG’s gamle karakteristiske kæmpesiloer på havnen
De ingeniørmæssige udfordringer har været til at få øje på i forbindelse med anlægget af 302 nye ungdomsboliger på havnen i Aalborg, der skal stå færdige til 1. september 2015.

En udfordrende ramme er nemlig givet fra kommunens og bygherren Lejerbos side - med udgangspunkt i Østre Havns gamle karakteristiske og tårnhøje silo-område og bevarelsen af miljøet omkring.

- Og netop derfor har vi skulle tænke os ekstra godt om, forklarer Lars Kjeldgaard, der er afdelingsdirektør i Aalborg hos det landsdækkende ingeniørfirma Moe & Brødsgaard, der skal løse opgaven. Ingeniørfirmaet har tidligere i Aalborg løst en opgave med familieboligkompleks i 13 etager.

De mange indrettede ungdomsboliger på hver 30-35 kvm og omkring 50 kvm inklusiv fællesarealer placeres rundt om i fire meget forskellige bygninger. Heraf bliver de tre eksisterende bygninger tilbundsgående moderniseret og ombygget på grundlag af de tre tårnhøje, tidligere DLG-kornsiloer, mens den sidste bygning er ren nyopførsel.

Særligt kompliceret har opgaven med stabiliseringen af de tre tidligere og nu delvist nedrevede kæmpesiloer været.

Ikke alene på grund af tanken om at fastholde formerne set udefra og på afstand, men også fordi siloerne – som bikuber - oprindeligt var opbygget indvendigt af snesevis af sekskantede celler for at holde kornet jævnt fordelt, så kæmpesiloerne – den største kunne rumme 15.000 tons - ikke skulle kollapse på grund af kornvægtens pres indefra.

Spektakulær opgave

Men alt er nu ganske tæt på færdigberegnet, løsningskonstruktioner beskrevet, og som totalrådgivere begynder Moe & Brødsgaard snart at tage bud ind på, hvilke entreprenører og underleverandører der fra efteråret skal udføre den praktiske anlægsopgave. Arkitekt på projektet er Atra i Holstebro.

- Også for Lejerbo er siloboligerne en meget stor og spektakulær opgave, og særligt i dette projekt er der behov for dygtige ingeniører, der er i stand at beregne, hvordan arkitektens tegninger og tanker kan føres ud i livet, siger direktør Ulrik Steen Jensen, der er direktør hos boligselskabet Lejerbo med hovedkontor i Valby og udlejer af i alt godt 40.000 boliger på landsplan.

Sammen skal de fire bygninger også efter den markante renovering og genopbygning holdes arkitektonisk strengt indenfor de eksisterende, spændende bygningsformer og infrastrukturelle kurver, som for eksmpel de eksisterende spor fra områdets industrimæssige fortid, som kommunen har ønsket bibeholdt. Bygningerne med de nye ungdomsboliger kommer til at udgøre det nordøstlige hjørne af et fremtidigt helt nyt boligkvarter på havnen, omkring det der fremover betegnes Stjernepladsen.

Tårnhøje skyline

Også borgmesteren i Aalborg, Henning G. Jensen (S), er meget tilfreds med det foreløbige projekt som blandt andet skal sikre et pulserende og unikt nærmiljø med fastholdelsen af de tidligere åbne stueetager i hele seks meters højde - der hvor lastbilerne i sin tid via læsseramper kørte op og ind i siloerne for at fyldes eller tømmes for korn og andre foderstoffer.

En anden kvalitet, som borgmesteren samtidig prioriterer, er, hvordan man visuelt samtidig bevarer den hidtidige markante tårnhøje skyline i den del af Aalborg:

Hele 10 til 14 etager med de oprindelige siloprofiler, pudsige tårnkonstruktioner og varierende tagformer, som rummer bevaringsværdige historiske kvaliteter.

Spændende nyt bybillede

Datidens store træporte erstattes af glas i stueetagen, hvorefter de nye lyse fællesrum vurderes at kunne skabe rammen for såvel butikker og erhverv som for inspirerende fællesområder for beboerne, hvor trækkene i fortidens industrielle strukturer bibeholdes for eksmpel med de gamle støbte kæmpetragte, som kornet fra siloerne løb ned igennem mod lastbilernes lad.

- Det ser rigtig godt ud. Jeg er både spændt og forventningsfuld og samtidig helt tryg ved projektet, siger Henning G. Jensen.

Det samlede ungdomsboligprojekt involverer hele 14.500 etagemeter og er budgetteret til at koste 325 mio. kroner. Eller 20.000 kr. pr. kvm, langt under kvadratmeterprisen i mange af de mere traditionelle og luksuriøse ejerboliger, der også er under etablering i området.

- Derfor bliver det selvfølgelig spændende at se, hvordan det færdige projekt kommer til at tage sig ud og vil fungere i bybilledet og i det nye havnemiljø med centrum i Musikkens Hus og kulturhuset Nordkraft. Særligt da der jo med boligernes fantastiske placering for en gang skyld er tale om et prestigebyggeri dedikeret helt almindelige, unge mennesker, tilføjer en glad og stolt borgmester.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093