23948sdkhjf

To seje kvinder i store maskiner

Det er bedre at køre dumper i en australsk mine end at være frisør, mener Ruth Winchester
Mange piger drømmer om at blive frisør. Australske Ruth Winchester blev det. Og det var så dét. Nu kører hun dumper i en kulmine. Og det er der altså mere ved, mener Ruth.

Blandt kollegerne i entreprenørfirmaet Champion Plant Hire – CPH - har hun Kaylla Phillips.

Hun er kontoruddannet og søgte job i mineselskabets administration, men fik tilbud om en plads bag et rat i stedet for bag et skrivebord. Kayalla slog omgående til.

Ruth og Kayalla er sådan et par kvinder, der nok kan få øjenbrynene til at danse på de fleste mandlige dumperførere. Men mændene skal ikke sætte forventningerne for højt. De risikerer, at det hele udvikler sig til en solid snak om dumpere, hestekræfter og hydraulik.

Det var Colin Ritson, der hyrede begge de attraktive dumperførere.

Masser af kul

CPH sikrede sig en kontrakt i mineområdet Central Queenslands Bowen Basin, som rummer nogle af Australiens største kulmængder. Først skulle der fjernes store mængder af muld, og det viste sig hurtigt at være en opgave, der ikke kunne klares blot med lastbiler. Entreprenørfirmaet måtte have den store tegnebog frem og investere i en portion knækstyrede Terex TA400 dumpere.

- Vi har godt 60 ansatte i Bowen Basin. De færreste forstår, hvor hårdt det er at arbejde i disse miner langt fra alting. Lange arbejdsdage, barsk klima og savnet af venner og familie i fem dage ad gangen kræver sin mand – eller kvinde, fortæller Colin Ritson.

Kayalla Phillips og Ruth Winchester har det helt fint med lange arbejdsdage med 450 heste foran og 38 tons i ladet bag på Terex-dumperne.

Debut i det tunge

- Jeg har altid interesseret mig for minedrift, og jeg spurte Colin, om han ikke havde et job til mig på kontoret. Han havde ingen ledige jobs i administrationen, men manglede nogen til at køre dumper. Så han foreslog, at jeg prøvede. Terex TA400-dumperen er min debut med tunge maskiner, men jeg er overrasket over, hvor nemt, det egentlig går. Der er faktisk lige som at køre en almindelig bil, fortæller Kayalla Phillips.

Ruth Winchester arbejdede som frisør på Sunshine Coast ved Brisbane.

En dag kom Colin Ritson ind for at få ordnet lokkerne. Mens Ruth svingede saksen og studsede i nakken, gik snakken. Og Ruth nævnte, at hun godt kunne tænke sig at prøve noget andet end at være frisør. Hun antydede, at minedrift måske lige passede hende.

KIipning slut – jobskift

Colin Ritson forklarede frisøren, at arbejde i en mine altså ikke er for småbørn.Måske heller ikke for en kvinde.

Men Ruth Winchester insisterede, og da Colin Ritson var klippet færdig, gav han håndslag på at give Ruth Winchester chancen i en dumper. Det var trods alt gået godt med Kayalla.

Ruth Winchester har nu kørt Terex-dumper i den australske kæmpemine i godt et halvt år.

Kayalla i et par måneder mere.

- Jeg elsker at arbejde med det her grej. Selvfølgelig er det varmt om sommeren og koldt om vinteren i minen. Men der er jo fuld aircondition og godt varmeanlæg i førerhuset. Så når først, man sidder bag rattet, er det altså et rigtig godt sted at tilbringe en arbejdsdag, siger Ruth Winchester.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078