K.B. Hallen er fortid
Kulturstyrelsen affreder K.B. Hallen i København. Dermed genopføres den brændte ikke
Men den historiske bygning kan nu være en saga blot, efter Kulturstyrelsen har indstillet, at bygningen mister sin status som fredet.
K.B. Hallen blev fredet i februar 2011 på baggrund af sine arkitektoniske- og kulturhistoriske værdier. Men den 28. september samme år udbrændte hallen, og siden har der været stor tvivl om, hvorvidt hallen skulle genopbygges.
Rives ned kunne den ikke på grund af fredningen, men den tvivl har Kulturstyrelsen med affredningen nu fjernet.
Dyr kopi
Branden var så kraftig og ødelæggende, at en genopbygning nødvendigvis vil blive en meget dyr kopi med nye betonkonstruktioner og totalt nyt interiør.
En omkostning som efter Kulturstyrelsens vurdering vil være ude af proportioner i forhold til resultatet.
Og netop betonkonstruktionerne er årsagen til, at Kulturstyrelsen nu vælger at affrede bygningen.
Ingeniører har for hallens ejer, Kjøbenhavns Boldklub (KB), vurderet, at flammerne havde så høj en temperatur, at de bærende betonkonstruktioner tog skade og derfor ikke kan genanvendes.
Pligt bortfalder
Kulturstyrelsens rådgiver vurderer på sin side, at betonkonstruktionerne godt kan repareres på forsvarlig vis. På baggrund af tvivlen hos begge sagkyndige har Kulturstyrelsen valgt, at tvivlen skal komme sikkerheden til gode.
Det betyder, at K.B. Hallen mister sin status som fredet, og dermed bortfalder ejers pligt til at genopbygge hallen efter de regler, der gælder for en fredet bygning.
Derved kan KB komme videre med et nyt byggeri, der matcher de dele af bygningen, som ikke blev brandhærget.