Jysk totalentreprenør i vækst
Satsning på enkelthed og styring i industribyggeri giver omsætningsvækst hos HPH Totalbyg. Indtjening halter dog lidt
Det har betydet vækst på 25-30 procent år for år. Fra 2009/2010 til 2012/13 er omsætningen således mere end fordoblet fra 36 mio.kroner til 76 mio. kroner, og væksten fortsætter med en omsætning, der forventes at runde 100 mi0. kroner i regnskabsåret 2013/14.
Omsætningsfremgangen har da ikke helt kunne følge med på bundlinjen i det regnskab for året 2012/2013, som HPH Totalbyg netop har offentliggjort, selvom der stadig er tale om overskud.
Driftsresultatet er faldet en anelse fra 3,3 mio. kroner til 2,95 mio. kroner, mens resultatet før skat er faldet fra 3,3 til 3,0 mio. kroner. Men der er stadig tale om en pæn overskudsgrad omkring fire procent.
Kursen blev vendt
Kernekompetencen er mere end 25 års erfaring med at opføre store byggerier i totalentreprise. Men krisen i landbruget betød, at der blev bestilt færre stalde, haller mm., som udgjorde 90 procent af omsætningen, mens industribyggeri tegnede sig for 10 procent.
I 2009/2010 blev kursen drejet til kontor og industribyggeri, og i dag er forretningen vendt rundt og hele 80 procent er industribyggeri.
Samtidig har de taget springet til Sjælland. HPH Totalbyg henter således flere og flere opgaver på Sjælland. Selv om håndværkerne skal køre, er de konkurrencedygtige med entreprenører på Sjælland primært på grund af en god kvalitet i det udførte arbejde og stram styring.
- Vi er jyske i vores tilgang til samarbejdet og holder aftaler om pris, kvalitet og dato for færdigt byggeri, siger salgschef og indehaver Jacob Westergreen og tilføjer:
- Vi har så mange gennemførte projekter fra enkle haller til mere komplekse projekter i beton og muret byggeri bag os, at vi er en god sparringspartner for bygherren.
HPH Totalbyg styrer selv alle dele af byggeriet. De tegner, projekterer, bygger og styrer. I øjeblikket er byggevirksomheden for eksempel i gang med opførelsen af opførelsen af et 4.200 kvm stort domicil i Aarhus til den grafiske virksomhed Lasertryk.dk. Et byggeri til i alt 22 mio.kroner eller to-re mio. kroner lavere end forventet.
HPH Totalbyg beskæftiger 50 medarbejdere, murere, tømrere, jord/betonarbejdere og projektledere.