23948sdkhjf

Tillidsbrud

Tillid er et begreb, der har været bærende i århundreder i det danske samfund. Bryder nogen tilliden, vækker det først undren og siden forargelse, og for en virksomhed kan manglende tillid hos samarbejdspartnere, kunder og leverandører være ødelæggende.

Byggebranchen har desværre ind imellem lidt af manglende tillid hos dele af den danske befolkning. Historier om overslagspriser i tilbud, som blev kraftigt overskredet; dårligt udført håndværk og andre om uhøflige håndværkere, der hverken tørrer skoene af på måtten, inden de træder indenfor, eller at de er direkte uhøflige, er dukket op.

Byggebranchen har dog gjort meget ved problemerne, og historierne om eksempelvis dårlig opførsel er blevet færre.

Netop derfor skulle nogle politikere lære af byggebranchen. Er der et "erhverv" i Danmark, der netop nu lider af mangel på tillid, så er det politik. Det er en dybt bekymrende udvikling, der er værd at tænke over dagen før et valg til regionsråd og byråd.

Først var det den socialdemokratiske statsminister, der fortalte, hvor god folkeskolen er, men havde sine egne børn i privatskole. Så havde selv samme statsminister rod i skattepapirerne. Og dertil kom så de mange løftebrud, der så sandelig heller ikke bidrog til at styrke politikernes anseelse.

Og som om, det ikke kunne være nok, så har den tidligere Venstre-statsminister igen brilleret med sin manglende respekt for andre menneskers penge. Dels i form af dyre rejser, dels i form af diæter, der ikke er opgivet til rette myndigheder, dels i form af partifinansieret bil og dels i form af datterens flybilletter finansieret af skatteyderne.

Disse år tegner der sig desværre i stigende grad en tillidskløft mellem de folkevalgte og deres vælgere.

En lignende tillidskløft viste sig i 1994 , da entertaineren Jacob Haugaard blev valgt til Folketinget. Mange politikere på Christiansborg betegnede det som en skandale, men den tidligere formand for Folketinget, H.P. Clausen slog fast, at "det er ikke vælgerne, der er noget i vejen med – det er politikerne".

Der er kun at håbe, at kommunevalget i morgen bliver første skridt på vej tilbage mod øget tillid til de politikere, vi betror at styre vores land, regioner og kommuner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.121