Dårligt udført arbejde giver boom i rørskader
Antallet af vandskader som følge af brud på rør er steget voldsomt siden midten af 1980erne
Det skriver Dansk VVS på baggrund af tal fra Forsikring og Pension.
- Vores generelle erfaring med rørskader er, at vi foruden naturlig ælde - typisk ser problemer med korrosion på grund af utilsigtet fugt ved rørene, dårligt arbejde og dårlige rørmaterialer, der er brugt som en billig løsning, siger skadechef hos Tryg, Carsten Sørensen.
Brug for kvalifikationer
Faglighed er vejen til færre vandskader. Det fastslår Asbjørn Andersen, der er korrosionsekspert og ingeniør hos Force Technology.
- Der er langt større risiko for, at der vil ske fatale fejl, der vil kunne betyde skader på installationen og bygninger, hvis det ikke er højtkvalificerede personer, der håndterer vandinstallationen. Det er en opgave, som i dag er blevet langt mere kompliceret, end det var i 1980erne, hvor alle installationer var lavet med galvaniserede rør, siger Asbjørn Andersen til Dansk VVS.
Behov for kontrol
Det går ofte galt, når ikke-kompetente virksomheder eller gør-det-selv folk giver sig i kast med vandinstallationer.
I en ny undersøgelse blandt Tekniqs medlemmer svarer godt en tredjedel af virksomhederne, at de ofte eller meget ofte ser eksempler på fejl i vandinstallationerne.
- Der er mange andre eksempler på ulovlige installationer i undersøgelsen, men i forhold til vandskader er det særligt problematisk, at der er så mange fejl i forhold til sikkerhedsventiler og forkert materialevalg. Det er to forhold, som er direkte årsag til vandskader, siger Henrik Poulsen, teknisk konsulent i Tekniq.
Tekniq kører i øjeblikket en kampagne Sikkert vand", hvor medlemsvirksomheder informeres om at have konstant fokus på de nyeste regler og normer for installationsarbejde.
Men det er ikke nok, at installationsbranchen skærper sit fokus. Der er også behov for, at myndighederne tager større ansvar, mener Tekniq.
- Tidligere så tjekkede den lokale byggemyndighed, om en installation var korrekt udført, men mange kommuner har løsnet på tilsynspligten. Der er behov for, at kommunerne og de lokale vandselskaber tager et større ansvar for at sikre, at installationerne er i orden, og at autorisationsbelagt arbejde udføres af en autoriseret virksomhed. Det vil forebygge en række følgeskader, blandt andet forurening af drikkevandet, siger Henrik Poulsen.
Han oplyser, at enkelte kommuner - netop for at forebygge drikkevandsforurening - har iværksat kontrol i forbindelse med nybyggeri og renoveringsarbejder.