Ubrugelige tal for byggeeffektivitet
Danmark skal have ny byggepolitisk strategi, og den byggepolitiske konference gav en god kickstart for arbejdet. Der er mange ideer til, hvad strategien skal indeholde
I årevis har der været strid omkring udviklingen af produktiviteten i byggesektoren, og både politikere og industrien har bebrejdet byggesektoren for en for lav produktivitet:
- Mange aktiviteter i byggesektoren er forholdsvis arbejdsintensive, og der bruges ikke så meget kapital pr. medarbejder som inden for mange dele af industrien. Det fører naturligt til, at produktionen pr. arbejdstime ser ud til at være lavere i byggeriet end i store dele af industrien. Det betyder ikke nødvendigvis, at man i byggeriet er ineffektive, men at man bruger en anden teknologi, hvor der ikke er basis for at bruge så mange maskiner. Det er ikke sandsynligt, som tallene fra Danmarks Statistik ellers har vist, at produktiviteten i byggeriet har været faldende gennem en årrække. Vi mangler de nødvendige data til at opgøre produktiviteten retvisende, sagde Peter Birch Sørensen til Licitationen.
Banebrydende
Direktør Michael H. Nielsen i Dansk Byggeri kalder meldingen fra den tidligere overvismand for banebrydende og en ændring af dagsordenen:
- Det mest opsigtsvækkende ved konferencen var, at formanden for Produktivitetskommissionen har skabt tvivl om de tal, som Danmarks Statistik anvender inden for byggeriet. På en god dag" kan man kalde tallene for ubrugelige", og dermed er det et opgør med mange års dunken i hovedet" på byggeriet for at være uproduktivt. Vi skal selvfølgelig hele tiden arbejde for at forbedre produktiviteten, men der er markant nye tal på vej fra helt nye analyser, der viser, at konkurrencen og prisudviklingen i byggeriet har været meget positiv siden højkonjunkturen. Vi gør det rimelig godt, og det er et godt udgangspunkt for en ny strategiplan, at vi har selvtillid og kan vise, at de mange initiativer gennem en årrække har haft en positiv effekt. Vi får lidt medvind på cykelstien", sagde Michael H. Nielsen.
Bæredygtighed
Branchedirektør Elly Kjems Hove fra DI Byg har store forventninger til strategiarbejdet og ønsker først og fremmest en tilpasning af reglerne til både europæisk regulering og et regelsæt, som sikrer en konkurrencedygtig sektor for alle aktører i værdikæden:
- Blandt andet er bæredygtighed ikke en del af de eksisterende standarder. Dertil kommer muligheden for at få markedet til at efterspørge mere ensartet byggeri, sagde Elly Kjems Hove. Administrerende direktør i Tekniq, Niels Jørgen Hansen, sagde, at installatørerne efterlyser færre besværlige og tunge byggeprocesser, der skyldes manglende forberedelse:
- Samtidig har formanden for Produktivitetskommissionen gjort op med det ensidige billede af en byggesektor, som ikke forbedrer produktiviteten. Det er der ikke belæg for, og derfor kan vi nu tage fat på en mere åben diskussion uden myter, sagde Niels Jørgen Hansen.
Kvalitet frem for alt
Også arkitekterne ville være med til at tegne" Danmarks byggefremtid.
Direktør Christian Lerche fra Danske Ark havde to hovedbudskaber til regeringen:
- Dels at fokusere på kvalitet i byggeriet i stedet for alle mulige andre kriterier. Det kan gøres ved at tænke i totaløkonomi med fokus på bæredygtig kvalitet i byggeriet - hvad det koster på lang sigt. Det andet er, at vores medlemmer både på udbyder- og efterspørgersiden er tungt belastede af de uendeligt mange unødvendige og ikke-værdiskabende vilkår i offentlige udbud. Vores transaktionsomkostninger er alt for store, og der er for mange finurlige, juridiske fælder. Lad os rense ud i udbudshelvedet. Det er vejen frem, sagde Christian Lerche.
Hele værdikæden
Afdelingschef Frank Korsholm fra Håndværksrådet understreger, at der er brug for at se hele værdikæden igennem, herunder en opkvalificering af de unge:
- Det råmateriale, virksomhederne får at arbejde med, de unge der kommer ud fra erhvervsskolerne, har ikke den nødvendige kvalitet til at kunne løse de ofte indviklede byggeopgaver, virksomhederne beskæftiger sig med. Samtidig står vi over for en udfordring med den udenlandske arbejdskraft, og vi frygter, at kommunerne tror for meget på, at stort er godt" og dermed udbyder i totalentrepriser i stedet for fagentrepriser, der ville skærpe konkurrencen, sagde Frank Korsholm.