Byggenyt
AALBORG: Tekstilproducenten Gabriel A/S i Aalborg skal i gang med at ud- og ombygge sine bygninger i Aalborg for over 100 mio. kroner. Det er firmaets ejendomsadministrationsselskab, der udvider i virksomhedshotellet Gabriel Erhvervspark.
Hele projeket omfatter op mod 13.000 kvm og selve byggeriet ventes at gå i gang i løbet af et par år. Nogle af de eksisterende bygninger skal rives ned, andre skal moderniseres og så skal der bygges nyt.
Ingeniørfirmaet Moe A/S og arkitektfirmaet Nord skal nu arbejde videre med de skitser, som arkitekt Anette Venndt har lavet. I øjeblikket venter man på de nødvendige godkendelser og tilladelser til at gå i gang.
REGION MIDTJYLLAND
BJERRINGBRO: I starten af 2014 går mekaniker i Langå Ole Nielsen i gang med at opføre 13 små familieboliger på en grund bag ved Energi Midts tidligere Bjerringbro-afdeling, fortæller Viborg Stifts Folkeblad.
Husene, der bliver henholdsvis 96 og 106 kvm store, er tegnet af arkitekt Søren Nørgaard fra Langå, og de sælges af ejendomsmægler Ole Vandfoss.
Der gennemføres en nabohøring i løbet af januar, og da der ikke forventes at komme indsigelser i større omfang, skulle nedrivningen af den gamle Energi Midt-administrationsbygning samt en række værksteds-, lager- og garagebygninger kunne sættes i værk i februar måned.
REGION SYDDANMARK
GÅRSLEV: Byggefirmaet JCN med hovedsæde i Vildbjerg satser på at komme i gang med at bygge nye boliger i Gårslev, hvor firmaet råder over 80 grunde, inden årets udgang.
Det er rækkehuse på omkring 100 kvm i ét plan, der skal opføres, og boligerne sælges af Danbolig.
BLÅVAND: Det store museumscenter ved Tirpitz-stillingen i Blåvand i Varde Kommune bliver til noget. A.P. Møller Fonden er gået ind i projektet og giver et stort, tocifret millionbeløb, så projektet til i alt 104 mio. kroner kan bygges, skriver Jydske Vestkysten.
Pengene er til byggeriet af museumscenter, og museet skal nu også søge penge til at lave udstillingerne derinde. Varde Kommune har selv sat 12 mio. kroner af til byggeprojektet.
ESBJERG: Søren Aa, der driver sejlmagerfirmaet Vase A/S i Esbjerg, har besluttet med sit ejendomsselskab Nautic Ejendomme ApS at opføre en erhvervsejendom i fire etager i Helgolandsgade i Esbjerg. Hver etage skal være 310 kvm stor.
Der er tale om et sundhedshus, hvor fysioterapeuter, læger, tandlæger med flere flytter ind, hvis det går som tænkt. Og foreløbig er stueetagen lejet ud til Emcare ved indehaver fysioterapeut Søren Møller Kristensen.
Byggeriet, som ifølge planerne skal stå klar til indflytning næste efterår, er tegnet af af Hallen & Nordby.
HADERSLEV: Oluf Dall har ansøgt Haderslev Kommune om udarbejdelse af en ny lokalplan for ejendommen Thorsvej 35.
Ansøgeren ønsker, at den nye lokalplan giver mulighed for udstykning til boligformål eller for opførelse af et medborgerhus.
Hvis der skal gives mulighed for at udstykke ejendommen til boligformål forudsætter det, at der udarbejdes en ny lokalplan for ejendommen, og hvis ansøger ønsker at opføre tæt-lav bebyggelse forudsætter det desuden, at der udarbejdes et kommuneplantillæg.
Sagen behandles i Udvalget for Plan og Miljø den 25. november.
KRUSÅ: Rema 1000 vil åbne en butik ved krydset mellem Sønderborgvej og Harkærvej i Kruså. Kæden renger med at kunne åbne i efteråret 2014.
Butikken skal ifølge planerne være 1.032 kvm stor og ved siden af butikken skal der placeres et benzinanlæg. Desuden skal der anlægges 70 parkeringspladser.
Den gældende lokalplan for området forhindrer ikke byggeriet, men der gennemføres en nabohøring, inden byggeriet sættes i gang.