Styrelse afviser langsom sagsbehandling
Ingen anmeldelse af salg af Jönsson til konkurrencemyndighederne
Nu tidligere adm. direktør i Jönsson A/S Robert Mayer antydede onsdag overfor Licitationen - Byggeriets Dagblad, at udsigt til en sagsbehandlingstid på to-fire måneder i Konkurrencestyrelsen for at godkende salget fik virksomhedens garantiforsikringsselskab til at tabe tålmodigheden.
Men det er en historie, som kontorchef Jacob Schaumburg-Müller fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen slet ikke kan genkende.
- Vores mål er, at vi kan behandle uproblematiske fusioner på 15 hverdage, og hvis det er nødvendigt, kan det ske meget hurtigt. Vi har eksempler på, at sagsbehandlingen kun har taget én dag. Kun i problematiske sager, hvor en fusion vil reducere konkurrencen på markedet, kan sagsbehandlingstiden være længere, siger Jacob Schaumburg-Müller.
Han oplyser, at virksomheder eller kuratorer i tilfælde af konkurs normalt tager kontakt til styrelsen for at afstemme forventningen til sagsbehandlingstiden.
- I dette tilfælde er man end ikke nået til dette step, siger han.
Ingen anmeldelse
Robert Mayer bekræfter, at kuratellet for Engsø Gruppen ikke har indgivet en fusionsanmeldelse til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
- Med de nye oplysninger om kort sagsbehandlingstid bliver det endnu mere uforståeligt, at vi ikke har kunnet få en aftale på plads. Det gør det endnu mere begrædeligt, siger Robert Mayer.
Når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i givet fald skulle have godkendt et salg af Jönsson A/S skyldes det, at køber og sælgers omsætning tilsammen overstiger tærskelværdien på 900 mio. kroner.
Jönsson A/S havde i sidste regnskabsår 2012 en omsætning på 680 mio. kroner og et overskud efter skat på knap 24 mio. kroner.
Det har onsdag ikke været muligt at få en kommentar fra Engsø Gruppens kuratorer.