Ryd op i udbudsbureaukratiet i byggeriet
Arkitektbranchen ser med forventning frem til resultatet og håber, at den nye politik kan sikre at:
Ÿ Fokus i byggeriet flyttes fra laveste pris til totaløkonomi, som i vores optik må inkludere bæredygtig kvalitet og god arkitektur.
Ÿ Regler og rammebetingelser forenkles, og der bliver ryddet grundigt op i det udbudsbureaukrati, der omslutter det offentlige byggeri.
Ÿ Den kommende arkitekturpolitik knyttes til byggepolitikken, så de arkitekturpolitiske mål bliver forpligtende.
Jeg er overbevist om, at min kritik af de offentlige indkøb vækker genklang blandt alle parter i byggeriet.
Prækvalifikationer og konkurrence er i alt for mange tilfælde tunge og overdrevent bureaukratiske. Lange, indviklede og udpenslede konkurrenceprogrammer koster ikke alene de deltagende arkitektvirksomheder dyrt i arbejdstimer – de lægger også snævre begrænsninger ned over de mulige løsninger på et alt for tidligt tidspunkt.
Det bliver gennemgående mere og mere kostbart og besværligt at søge om at blive prækvalificeret. Kravene til det materiale, man skal indlevere for at søge om at komme i betragtning, vokser og vokser. Ofte står kravenes omfang slet ikke i rimeligt forhold til bygherres behov for et beslutningsgrundlag.
Når så en prækvalifikation har reduceret de muligvis 40 virksomheder, der har lagt billet ind på at komme i betragtning til en konkurrence til for eksempel seks, skal der afholdes en konkurrence blandt disse seks.
De ressourcer, der er brugt af de 34 vragede virksomheder, er spildt arbejde. Et vist spild kan selvfølgelig ikke undgås, men husk at spildets omfang er direkte proportionalt med det omfang af arbejde, der kræves for deltagelse i prækvalifikationen.
Efter prækvalifikationen kommer selve arkitektkonkurrencen, hvor de udvalgte virksomheder konkurrerer om at levere det bedste løsningsforslag og om efterfølgende at få opgaven med at realisere det.
Konkurrenceprogrammerne er ofte så lange og udførlige, at det kræver store ressourcer overhovedet at få greb om indholdet. De lægger snærende begrænsninger på, hvilke løsninger man kan tænke sig.
Ofte skal der leveres helt unødvendigt detaljerede og gennemarbejdede forslag med belysning af alle mulige aspekter på et unødvendigt tidligt tidspunkt.
Resultatet er, at konkurrencerne kun kan løftes af de særligt ressourcestærke aktører.
IKT-kravene er - når de er fuldt udfoldet - blot ét eksempel på unødvendige leverancekrav. Detaljerede simuleringer er et andet.
Selvfølgelig skal energiforbruget kunne simuleres, men man kan lige så godt bare gøre det til en forudsætning, at byggeriet til sin tid skal leve op til 2015- eller 2020-kravene i stedet for at kræve beregninger, simuleringer og dokumentation for alting allerede i konkurrencefasen.
Arkitektvirksomhederne lider hårdt under dette pres, men det må også være til ulempe for de offentlige bygherrer. De døjer selv med et stort ressourceforbrug, og det kan heller ikke være i det offentliges interesse at feltet af mulige leverandører indsnævres så meget, at det bliver problematisk.
Når byggebranchen kritiseres for sin utilstrækkelige effektivitet, så er jeg overbevist om, at udbuddenes tilrettelæggelse bærer en væsentlig del af skylden. Det ændres forhåbentlig af den nye byggepolitik.
“Jeg er overbevist om, at min kritik af de offentlige indkøb vækker genklang blandt alle parter i byggeriet. Prækvalifikationer og konkurrence er i alt for mange tilfælde tunge og overdrevent bureaukratiske.“
