Genbrugskaos kunne være undgået
Rapport peger på store problemer i valg af placering til genbrugsplads samt i udbudsmaterialet
Ud fra de indledende geotekniske undersøgelser burde det videre arbejde med det aktuelle projekt på denne grund være stoppet, dels på grund af store mængder blødbund dels på grund af store grundvandsproblemer. Hverken Jammerbugt Kommune eller efterfølgende Jammerbugt Kommunes rådgiver tog action på dette," lyder konklusionen i rapporten, som blev offentliggjort på Facebook tirsdag klokken 20 og sendt til forskellige personer i kommunen.
- Jeg valgte først at offentliggøre rapporten efter valget, fordi den ikke skulle bruges i valgkampen, forklarer indehaver af ingeniørfirmaet Jens Bundgaard Eriksen, som har søgt aktindsigt i en masse af kommunens dokumenter for at finde ud af, hvad der præcist er gået galt i sagen, og hvem der har ansvaret.
- Nu kan nok være nok. Som borger i Jammerbugt Kommune mener jeg, at det skal frem i lyset, hvorfor genbrugspladsen er blevet så meget dyrere, da det i sidste ende er borgerne, der kommer til at betale, siger han.
Af Jens Bundgaard Eriksen undersøgelse fremgår det, at der i rapporten for de geotekniske undersøgelser står, at de trufne fyldlags beskaffenhed ubetinget kræver, at der udføres supplerende undersøgelse. Men den supplerende undersøgelse blev først udført omkring en måned efter, at anlægsarbejderne var påbegyndt.
Forkert placering
Jammerbugt Kommune er også af den opfattelse, at den supplerende geotekniske undersøgelse skulle have været udført, før byggeriet blev sat i gang.
- Det helt store spørgsmål er, at hvis man havde vidst det, man ved nu om de geotekniske forhold, så havde man nok ikke lavet pladsen dér. Når man først får den viden på et meget sent tidspunkt, hvor man er gået i gang med at bygge, og kontrakten er underskrevet, så er det ikke til at stoppe, siger teknik- og forsyningschef Peter Laursen.
Til spørgsmålet om Jammerbugt Kommune ikke selv bærer en del af ansvaret, fordi kommunen selv kunne have været opmærksom på, at der skulle laves supplerende geotekniske undersøgelser, svarer Peter Laursen:
- Det kan man sige, men vi hyrer jo rådgivere ind for at få nogen til at hjælpe os. Vi har en forventning om, at når det klart fremgår, at der skal laves supplerende undersøgelser, at de så også bliver lavet.
Giver ansvar videre
I rapporten, som Jens Bundgaard Eriksen har udarbejdet, fremgår det også, at rådgivernes detailprojekt er mangelfuldt, fordi der blandt andet mangler poster i tilbudslisten og ikke er indeholdt detailtegninger for bygningen.
Jammerbugt Kommune har haft hyret juridisk bistand for at undersøge, om kommunens rådgivere, Cowi og Arkitektfirmaet Finn Østergaard A/S, har begået ansvarspådragende fejl, og det mener kommunen, at de har.
- Vi har kontaktet rådgiverne, men de har ikke svaret tilbage endnu. Vi mener, at de har begået ansvarspådragende fejl. Det er primært i forhold til udbudsmaterialet, men også i forhold til manglende geoteknisk opfølgning på den geotekniske forundersøgelse, siger Peter Laursen.
Kan ende med ny voldgift
Det er ikke mange kommentarer Cowi har til Jammerbugt Kommunes påstand om, at rådgiverne har begået ansvarspådragende fejl.
- Det er beklageligt, at kommunen er kommet i den situation, den er, men vi er helt uenige i den måde, de ser sagen på, og vi er ikke enig i, at Cowi har begået nogen fejl, siger Torben Kristiansen, der er afdelingsleder for Cowis affald- og genanvendelsesafdeling.
Arkitektfirmaet Finn Østergaard ønsker ikke at kommentere sagen.
Hvis ikke Jammerbugt Kommune bliver enige med rådgiverne om, hvor ansvaret ligger, kan det ende med en voldgiftssag nummer to.
- Hvis ikke vi kan blive enige, så kan det ende med en voldgiftssag, siger Peter Laursen.
Lige nu kører en sag mellem råhusentreprenøren ATJ Ejendomme & Byg og kommunen omkring ekstraregninger i forbindelse med opførelsen af genbrugspladsen.