23948sdkhjf

Anlægsnyt

REGION SYDDANMARK

UDSTYKNING - HADERSLEV: Udvalget for Plan og Miljø i Haderslev Kommune har sagt god for, at der bevilges tre mio. kroner til færdiggørelse af byggemodninger.

Færdiggørelsesarbejderne består primært af etablering af fortov/sti, belysning, grønne områder og etablering af asfaltslidlag.

Udvalget har ved samme lejlighed sagt ja til at frigive 1,4 mio. kroner til etablering af fire grunde ved Bramdrup Bygade/Klokkedal.

Det blev også til en anlægsbevilling på 4,165 mio. kroner til naturgenopretning i Gram Å og Gram Slotssø.

Naturgenopretningsprojektet udføres i et samarbejde med relevante lodsejere, Naturstyrelsen Vadehavet og Haderslev Kommune.

Projektet omfatter genskabelse af fri passage i Gram Å ved etablering af omløbsstryg, delvis oprensning af Gram Slotssø, forbedring af vandløbstilstanden i Gram Å og Fladså opstrøms og nedstrøms Gram Slot og etablering og udbygning af rekreative muligheder, hvor oplevelsesmulighederne forbedres ved at skabe forbedrende faciliteter for friluftslivet og turismemulighederne, eksempelvis stier.

Der foreligger nu et projekt til at realisere de første to elementer, etablering af omløbsstryg og oprensning af slotssøen. Ifølge tidsplanen for projektet iværksættes anlægsarbejdet i begyndelsen af august 2013.

REGION MIDTJYLLAND

VEJ - SILKEBORG: En stor del af trafikken på Århusvej i Silkeborg forsvinder og det trafikale pres på midtbyen bliver lettet, når en kommende vej gennem Nordskoven, Nordskovvej, etableres. Nordskovvej skal netop forhindre, at midtbyen sander til i trafik, når motorvejen åbner om få år.

Etableringen af Nordskovvej betyder blandt andet, at det bliver nødvendigt at flytte den gamle jernbanebro, der i dag bliver brugt som cykel- og gangsti over Remstrup Å.

I slutningen af juni skal byrådet tage stilling til VVM-redegørelsen, men der er lang vej endnu, før der bliver grønt lys til vejarbejdet i Nordskoven, skriver Midtjyllands Avis.

SIGNALANLÆG - HOLSTEBRO: Teknisk udvalg i Holstebro kommune skal på sit møde mandag den 3.juni tage stilling til, om man vil frigive 2.031.000 kroner til projektering og anlæg af et nyt signalanlæg i krydset Bisgårdgade - Skolegade.

I forbindelse med etablering af et parkeringshus på hjørnet af Bisgårdgade og Skolegade, har Teknik og Miljø fået udarbejdet en trafikanalyse. Analysen viser, at den bedste måde at optimere trafikken på, er ved etablering af et nyt signalanlæg i krydset.

REGION HOVEDSTADEN

VEJARBEJDE - HEDEHUSENE: Hovedgaden gennem Hedehusene er meget nedslidt. I en årrække er der kun gennemført de mest nødvendige vedligeholdelsesarbejder, fordi man har afventet, hvad der vil ske i området som konsekvens af realiseringen af Vision Gammelsø.

Forvaltningen har derfor foreslået, at der gennemføres et mindre istandsættelsesprojekt i form af fortovsrenovering og i form af udskiftning af midterhellerne til nye midterheller med græs og enkelte vejtræer i en del af hovedgaden.

Det foreslåede arbejde kan gennemføres for 1,5 mio. kroner. Udgiften foreslås afholdt ved kassetræk, og det har Høje-Taastrup Byråd godkendt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094