Anlægsnyt
TRAFIK GLADSAXE: Trafik- og Teknikudvalget i Gladsaxe Kommune har besluttet at sende et forslag til en plan for Trafik og Mobilitet i høring.
Forslaget indeholder en række forslag til at forbedre forholdene for cyklisterne og den kollektive trafik.
Trafik- og mobilitetsplanen er Gladsaxe Kommunes plan for at sikre god fremkommelighed for alle trafikanter på kommunens veje.
Med planen lægges der nu op til at cykelstinettet udbygges på udvalgte fordelingsveje og vigtige skoleveje, cykelsuperstier på de overordnede veje og udbygning af cykelstinettet i erhvervskvartererne.
Trafik- og Mobilitetsplanen er i offentlig høring frem til 31. januar 2014.
REGION SJÆLLAND
NEDRIVNING SORØ: Sorø Kommune har givet tilladelse til nedrivning af Storgade 13, som var Sorøs første skole, og tilladelsen er i øjeblikket til høring.
Lokalrådet for Gammel Sorø protesterer mod nedrivningen, idet den er bevaringsværdig.
Ejeren af ejendommen ønsker at nedrive det gamle hus og opføre henholdsvis ni lejligheder ud mod Munkevænget og to lejligheder i gårdrummet.
REGION MIDTJYLLAND
VANDLØB hEDENSTED: Rohden Gods har søgt Hedensted Kommune om tilladelse til at omlægge Tilløb til Grund Bæk, så vandløbet ikke gennemløber tre opstemmede søer. Herudover søges om etablering af to overgange. Udkast til tilladelse er sendt i høring hos relevante parter frem til den 17. december.
REGION NORDJYLLAND
NEDRIVNING HOBRO: Teknik- og Miljøudvalget i Mariagerfjord Kommune anbefaler nu, at man sætter handling bag ord og river Markedshallen i Hobro ned, som det længe har været planen.
Imidlertid er der ikke sat penge af til opgaven på næste års budget, så det anbefaler udvalget sker på budgettet for 2015. Nedrivningen skulle kunne gennemføres for mellem 900.000 og 1.300.000 kroner. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.