Campus Vejle gik fri i klagesag
Entreprenørvirksomhed fik ikke medhold i en klage mod Campus Vejle VUC
Sådan lød en af påstandene fra entreprenørvirksomheden C. C. Contractor A/S i en klagesag mod Campus Vejle VUC, som Klagenævnet for Udbud for nylig har behandlet. Men klagenævnet mente ikke, at ligebehandlingsprincippet var overtrådt, og dermed gik Campus Vejle VUC helt fri i klagesagen.
Udbudsstriden drejer sig om et udbud af en hovedentreprise om opførelse af undervisnings-, administrations- og kantinelokaler. Da fristen for at anmode om prækvalifikation udløb, blev blandt andre C. C. Contractor og Kjæhr & Trillingsgaard prækvalificeret. Tildelingskriteriet var sat til at være den laveste pris, og Campus Vejle VUC valgte at indgå kontrakt med Kjæhr & Trillingsgaard.
Ikke et forbehold
Den 26. marts i år indgav C. C. Contractor en klage til Klagenævnet for Udbud med i alt fire påstande - heriblandt en påstand om, at Campus Vejle VUC skulle annullere beslutningen om at indgå kontrakt med den vindende virksomhed.
I udbudsmaterialet stod der, at såfremt tilbudsgiver tager forbehold for grundlæggende elementer i udbudsmaterialet medfører det, at udbyder er forpligtet til at betragte tilbuddet som ukonditionsmæssigt.
Klagen gik på, at Campus Vejle VUC valgte at behandle tilbuddet fra Kjæhr & Trillingsgaard, selv om virksomheden havde taget forbehold om forskudsbetaling for materialer, herunder betonelementer.
C. C. Contractor er af den opfattelse, at der er tale om et grundlæggende element i udbudsbetingelserne, og at Campus Vejle VUC derfor har overtrådt ligebehandlingsprincippet ved at vælge et tilbud, der ikke lever op til betingelserne.
Klagenævnet for Udbud mente ikke, at den vindende virksomheds angivne forudsætninger for tilbud" kan anses for at være et forbehold over for et grundlæggende element i udbuddet, og derfor fik C. C. Contractor ikke medhold i klagen.
Klagen gik desuden også på, at Campus Vejle VUC havde overtrådt ligebehandlingsprincippet ved at foretage en utilstrækkelig prissætning af forbeholdet i det vindende tilbud, men heller ikke denne påstand fik C. C. Contractor medhold i.
Klagenævnet skriver i sin kendelse, at der ikke er grundlag for at karakterisere den forudsætning, som Kjæhr & Trillingsgaard har anført i sit tilbud som et forbehold, og derfor kunne den prissætning, der var udført, ikke anses for at være i strid med ligebehandlingsprincippet.