23948sdkhjf

Almene boliger får tilført flere milliarder

Boligselskabernes Landsforening er godt tilfreds med den del af regeringens vækstpakke, der betyder fire mia. kroner mere i investeringsramme
Med regeringens nye vækstplan kommer der for alvor gang i den almene boligsektors boligrenoveringer. Der er afsat hele fire mia. kroner ekstra, og det forventes at skabe cirka 3.500 ekstra job i byggebranchen.

Den almene boligsektor betaler selv regningen, der finansieres ved at forhøje Landsbyggefondens renoveringsramme med de fire mia. kroner, og det forventes, at der allerede i år skabes ekstra 250 beskæftigede, fulgt op af yderligere 1.000 job hvert af de følgende tre år.

- Ved at investere penge i renovering af den almene sektor skaber vi arbejdspladser i den hårdt trængte byggebranche, og vi sørger samtidig for, at den million mennesker, der bor i den almene sektor også i fremtiden har moderne boliger. Det er god socialdemokratisk politik, siger boligminister Carsten Hansen (S).

45.000 boliger

Landsbyggefondens renoveringsramme er i forvejen fremrykket i 2011 og 2012, og de samlede rammer betyder renovering af cirka 45.000 boliger.

- Med de massive renoveringer i den almene sektor holder vi hånden under bygge- og anlægsbranchen. Og i takt med at krisen klinger af, forventer jeg, at der kommer mere gang i byggeriet igen. Med det her forslag rydder vi derfor nogle administrative barrierer af vejen, siger Carsten Hansen.

Fornuftigt og logisk

Selv om regningen sendes til de almene boligselskaber selv, hilses den forøgede investeringsramme velkommen af adm. direktør i Boligselskabernes Landsforening, Bent Madsen.

- Det er i enhver henseende en fornuftig og logisk beslutning. Vi får løftet endnu flere boligområder, så vi sikrer dem en sund udvikling. Vi bidrager til at øge beskæftigelsen, og da pengene i Landsbyggefonden er de almene beboeres egen kollektive opsparing, så belaster det ikke statens finanser, heller ikke i forhold til EU-reglerne. Vi har flere projekter, som er klar til at køre ud over rampen. Det er vigtigt at løfte investeringsrammen i byggefagene generelt, og vi stiller både ved nybyggeri og renovering krav om arbejdsklausuler med danske overenskomster, siger Bent Madsen.

En skævvridning

Til gengæld er Bent Madsen overrasket over, at regeringen spiller ud med en BoligJobordning, som er en tro kopi af den hidtidige ordning, der udløb sidste år:

- Det er en ordning, der først og fremmest tilgodeser boligejerne og ikke lejerne. Målsætningen var oprindelig at sidestille ejere og lejere, så alle kunne få glæde af ordningen. Men det lykkedes aldrig at skrue en sådan ordning sammen. Vi havde forventet, at regeringen ville sikre, at en ny ordning ville have en grøn profil. Det kunne have skabt samme beskæftigelseseffekt, siger Bent Madsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126