Byggenyt
KØGE: Køge Byråd har givet en anlægsbevilling på knapt 137 mio. kroner til at opføre 63 plejeboliger ud af i alt 93 plejeboliger i Bellingeparken.
Samtidig er det såkaldte dispositionsforslag for plejeboligerne godkendt. Dispositionsforslaget udgør grundlaget for næste skridt i projektet nemlig udbud af rådgivningsopgaverne indenfor arkitektur og ingeniørarbejde. Om alt går efter planen vil de nye plejeboliger være klar til indflytning i starten af 2015.
REGION HOVEDSTADEN
HELSINGE: Inden længe er ansatte fra entreprenørfirmaet Kaj Ove Madsen fra Dragør færdige med at rydde Fiat-grunden i Helsinge, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Tidsplanen siger, at grunden 1. maj vil være ryddet totalt, og olieforurenet jord fra bil-epoken fjernet.
Derefter er det planen, at der skal opføres en ny, stor Lidl-butik på grunden. Ifølge gældende lokalplan for grunden, kan Lidl opføre en cirka 1.1000 kvm stor butik.
Butiksbyggeriet tegnes af arkitekterne Lotte Elkjær og Ane Ebbeskov fra tegnestuen E + E arkitekter i København.
KØBENHAVN: Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune så på sit møde forleden på mulighederne for, herunder fordele og ulemper, ved at etablere et svømmebad i Ørestad som OPP-projekt. Udvalget sagde god for, at der arbejdes videre med at udvikle projektet, og god for at bevilge 0,5 mio. kroner til videreudviklingen, herunder til indkøb af en forundersøgelse/markedsvurdering ved en professionel OPP-rådgiver. Forundersøgelsen skal munde ud i et forslag til Budget 2014.
Der er i dag ingen svømmefaciliteter i Ørestad.
De private parter, der står bag et OPP-svømmehals-projekt i Randers har foreslået, at der gennemføres et projekt i Ørestad, der ligner det i Randers. Forslaget omfatter opførelse en såkaldt aquapark i Ørestad på cirka 8.000 kvm for 317 mio. kroner. Hertil kommer en fitness-del til cirka 23 mio. kroner. Svømmebadsprojektet i København skal under alle omstændigheder i EU-udbud.