Kommuner enige om ny vej til Stevns
Efter mange års uenighed peger Køge og Stevns nu på en ny vej til Stevns - og håber på statslig støtte
Med forslaget til en ny vej mener de to kommuner, at man på den ene side løser problemerne med tusindvis af pendlere fra Stevns, der skal gennem Køge for at komme til og fra arbejde, og på den anden side giver Stevns efterlyste muligheder for vækst og udvikling.
De to kommuner anbefaler i fællesskab en omfartsvej, der forbinder Sydmotorvejen fra Tågerødvejs krydsning af motorvejen til Hårlev og Klippinge via en linjeføring syd om Herfølge. Der er tale om 19 km, hvor man i stort omfang genbruger eksisterende veje. Der er dog behov for 10 km nyanlæg, ligesom der skal etableres cykelstier på strækningen.
Kommunerne vurderer, at vejen vil få 6.-7.000 biler i døgnet, og at den bør anlægges som en to-sporet statsvej. Kommunerne er indstillet på at bidrage økonomisk.
Staten skal også betale
De to kommuner vurderer, at de samlede omkostninger for den ny vej vil blive i størrelsesordenen 260 mio. kroner.
- Derfor er det nødvendigt, at staten også spæder til, siger Poul Arne Nielsen (V), borgmester i Stevns indtil nytår.
Han har sammen med sin ligeledes afgående borgmesterkollega i Køge Marie Stærke (S) bedt om et foretræde for Folketingets Transportudvalg for at fremlægge det fælles løsningsforslag og for at uddybe den samfundsmæssige udfordring, som kommunerne oplever på grund af trafikproblemerne.
Nøgle til vækst
I henvendelsen til transportudvalget gør de to borgmestre opmærksom på, at Køge har i dag en tæt og gennempasserende trafik, som på strækninger omkring Køge midtby ligger på 25.000 biler i døgnet - eller dobbelt så meget som i Næstved, der i april 2011 fik Folketingets støtte til en omfartsvej.
Poul Arne Nielsen ser forbedret infrastruktur som en af de helt centrale nøgler til øget produktivitet og vækst på Stevns, som ligger svagt med hensyn til produktivitetsudvikling. Det er ikke mindst en afledt effekt af erhvervssammensætningen, som igen er afledt af infrastrukturen.
Nyt Parker og Rejs-anlæg
De to kommuners fælles forslag til linjeføring vil, mener kommunerne, aflaste Køges indfaldsvej fra Stevns med minimum 4.400 biler på en vej, der i dag er belastet med hele 18.400 biler i døgnet.
Linjeføringen vil samtidig understøtte brugen af kollektiv transport, idet der ved Herfølge Station kan etableres et nyt Parker og Rejs-anlæg til betjening af Stevns-området og bilister på Sydmotorvejen.
Vallø Stift protesterer
Selv om de to kommuner er enige, møder forslaget til linjeføring voldsom modstand fra Vallø Stift, idet et par kilometer af vejen går gennem fredede områder.
Vallø Stift har også henvendt sig til Folketingets Transportudvalg for at forklare, at den valgte løsning er placeret alt for sydligt til at aflaste trafikken fra Stevns. Stiftet foreslår derfor i stedet, at forbindelsesvejen fra Stevns til Sydmotorvejen anlægges nord for Strøby Egede.
- Jeg er ikke nødvendigvis uenig med stiftet, men den sydlige linjeføring er det muliges kunst. Det ville være rigtig fint, hvis de 12-14.000 daglige biler gennem Strøby Egede kunne komme ud på en omfartsvej, men en sydlig linjeføring er bedre end ingenting og vil være til stor gavn for Stevns, vurderer Poul Arne Nielsen.