Anlægsnyt
CYKELBANER - KØBENHAVN: Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, der holder møde i dag, at udvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, at der frigives en anlægsbevilling på 4,24 mio. kroner til etablering af cykelbaner i Njalsgade i 2013.
Der er udarbejdet et projektforslag, der placerer cykelbaner i begge sider af Njalsgade fra Islands Brygge til Artillerivej i en minimumsbredde på to meter. På ydersiden af cykelbanerne etableres der parkeringspladser forskudt i henholdsvis den ene og den anden side af Njalsgade. Herved får gaden en bugtet linjeføring, der vil sænke farten for biltrafikken.
Det eksisterende vejprofil indsnævres som følge af etableringen af cykelbaner i begge sider.
Projektet medfører nedlæggelse af 48 parkeringspladser, som erstattes af 48 pladser i Snorresgade. Projektet forventes udført i sommeren 2013. Erstatningspladserne vil blive etableret september 2013.
BYPARK - VINDERSLEV: I dag, mandag den 25. februar, er der møde i Vinderslev Forsamlingshus om den bypark, der er tæt på at blive til virkelighed ved forsamlingshuset, fortæller Midtjyllands Avis.
Alt er tæt på at være på plads, bortset fra at Binderslev Borgerforning, som er kontaktforening i bypark-projektet overvejer at opløse sig selv, og det kan give problemer i forhold til for eksempel den fremtidige vedligeholdelse.
Man afventer også en byggetilladelse fra Silkeborg Kommune.
NEDRIVNING - SNEJBJERG: Nedrivningen af den gamle Shell-tank på Snejbjerg Hovedgade har vist sig at være mere vanskelig end først antaget, skriver Herning Folkeblad.
Dansk Shell venter på en forundersøgelse, fordi bygningen blandt andet har vist sig at indeholde asbest, der skal bortskaffes og deponeres på forsvarlig vis.
REGION NORDJYLLAND
NEDRIVNING - THISTED: Thisted Byråd skal på sit møde i morgen blandt andet tage stilling til nedrivning af landbrugsbygningerne på Sennelsvej 17, Thisted, som Thisted Kommune ejer. Lejeren af ejendommen er død, og bygningerne står tomme. Teknisk Forvaltning foreslår, at arbejdet med nedbrydningen snarest udbydes i licitation.