23948sdkhjf

En station hvor alle kan finde vej

Bevica Fondens Tilgængelighedspris på 100.000 kroner går til at etablere ledelinjer for svagtseende på Høje Taastrup Station
Om kort tid bliver det lettere for blinde og svagtseende at finde vej på Høje Taastrup Station.

Der bliver nemlig etableret såkaldte ledelinjer i belægningen fra stationsbygningen ud til bus-stoppestederne. Ledelinjerne er tydelige markeringer i belægningen.

Borgmester Michael Ziegler er blevet hædret af Bevica Fonden for sin og kommunens indsats for at skabe tilgængelighed for alle - blandt andet gennem handicappolitikken og en banebrydende pjece om tilgængelighed i kommunens bygninger og byrum.

I den forbindelse besluttede Bevica Fonden at donere 100.000 kroner til et konkret tilgængelighedsprojekt i kommunen, som gør det endnu nemmere for alle at bevæge sig ubesværet rundt i byen.

Invitation til forslag

Borgere, institutioner og virksomheder blev inviteret til at komme med forslag til gode projekter.

En dommerkomité bestående af direktør Torben Svanberg fra Bevica Fonden, Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, Erna Christensen fra Danske Handicaporganisationer og medlem af Handicaprådet, borgmester Michael Ziegler og kommunikationschef Winnie Jakobsen valgte et forslag fra Telehandelshuset, der spillede ind med et bud på øget tilgængelighed for mennesker med nedsat syn.

Direktør for Telehandelshuset, Connie Hasemann siger i en pressemeddelelse:

- Som en af kommunens arbejdspladser med stort behov for tilgængelighed for mennesker med nedsat syn, ville vi gerne byde ind med vores anbefalinger til forbedring af Høje Tåstrup Station, siger hun, og tilføjer:

- Med etableringen af Danske Handicaporganisationers hovedkvarter giver det kun endnu mere mening. De ekstra midler har muliggjort realiseringen, siger hun.

En konkret forskel

Borgmester Michael Ziegler siger:

- Vi valgte, at Tilgængelighedprisen skulle gå til ledelinjerne, fordi de vil gøre en helt konkret forskel for vores blinde og svagtseende borgere og besøgende, der får nemmere ved at færdes på stationsbroen og hen til busstoppestederne.

Formand for Teknisk Udvalg Lars Prier supplerer i samme pressemeddelelse:

- Høje Taastrup er et af Danmarks store trafikknudepunkter, og Danske Handicaporganisationer har netop indviet sit nye domicil tæt på stationen – tilgængelighed for alle er en naturlig del af vores kommune, siger han.

Ledelinjerne på Høje Taastrup Station forventes at være klar inden sommerferien.

Det koster 400.000 kr. at etablere ledelinjerne. De 100.000 kroner finansieres af Tilgængelig-hedsprisen, mens Høje-Taastrup Kommune indskyder de resterende 300.000.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094