23948sdkhjf

Nyt håb om videndeling i byggeriet

Produktinnovation, videndeling på de tekniske skoler og mere forskning skal forøges, hvis Danmark skal holde trit, mener Ingeniørforeningen og tænketank for renovering
Mere uddannelse, videndeling og fremme af innovation er en af de veje, der skal samle - og ikke som i dag sprede - den eksisterende viden om bygningsrenovering.

Alt for mange udviklingsprojekter foregår tilfældigt og sporadisk, lyder det i den nyligt udgivne rapport om bygningsrenovering, som er udarbejdet af et bredt udsnit af byggebranchen under navnet Tænketank om Bygningsrenovering.

Rapporten, som før har været omtalt her i Licitationen, har sendt syv initiativer og konkrete handlingsforslag ud til debat, og et af de væsentlige er spørgsmålet om styrkelse af den faglige og tværfaglige uddannelse inden for renovering, og de tiltag, der skal til for at innovationer ikke går tabt - at “vidensmodtageligheden", som rapporten kalder det - kan øges i byggeriets virksomheder.

At sikre job og vækst

Men for at nå dertil kræver det ambitioner.

- Hvis politikerne alene fokuserer på kortsigtede her-og-nu-løsninger i forbindelse med en kommende konkurrenceevnepakke er det ikke nok, mener Ingeniørforeningen i sit oplæg "Sådan knækker vi krisen":

- Vi anerkender naturligvis, at Danmark står med en række akutte udfordringer. Men det må ikke overskygge behovet for, at der også er brug for at tænke i løsninger, der skal sikre job og vækst på den lidt længere bane, siger foreningens formand, Frida Frost.

Derfor må regeringens udspil nødvendigvis indeholde ambitiøse satsninger på den teknologiske banehalvdel, mener hun:

- Grundlæggende handler det om at styrke den teknologiske dagsorden hele vejen rundt: I uddannelserne, i forskningen og i virksomhederne. Samtidig skal vi være meget bedre til at bringe den teknologiske viden i spil i virksomhederne og finde veje til at øge den teknologibaserede eksport, siger ingeniørformanden.

Afkode andre fag

Og netop snakken om tværfaglighed er allerede i fuld gang på mange tekniske skoler, hvor grundlaget for den gode (renoverings)håndværker bygges.

- Håndværkere skal være bedre til at aflæse og afkode andre fag. Og på flere større pladser kan det altid blive bedre, så man ikke ubevidst lægger fælder for hinanden, siger uddannelsesleder Klaus Mønster, Københavns Tekniske Skole (KTS) Herlev, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

- Vi har en drøm om på grundforløbet at få ressourcer til “et fælles hus", hvor man får koblet alle fag, og hvor de kan få en større forståelse for samarbejde ved at få lov til at bygge små mock-up’er, så de får hands-on erfaringer om samarbejde. At eleverne får kendskab til hinandens bygningsdetaljer og vilkår, siger Klaus Mønster.

Vind fodfæste

Men også i de mere højloftede stuer skal der ske noget:

Ingeniørforeningen foreslår blandt andet, at regeringen over en fem-årig periode fordobler satsningen på teknologisk forskning fra de nuværende 2,5 mia. til fem mia. kroner.

- Hvis vi skal klare os i konkurrencen, er det bydende nødvendigt, at vi hurtigst muligt kommer væk fra den bundplacering, Danmark indtager i OECD-sammenhæng, når det gælder den teknologiske forsknings andel af de offentlige forskningsbudgetter. Det handler om at bruge de offentlige midler klogere, understreger Frida Frost.

Hun tilføjer desuden, at det er vigtigt, at man fra politisk hold støtter højteknologiske virksomheder i at vinde fodfæste på det globale marked, for det er blandt andet dem, der har nøglen til vækst og job, siger Frida Frost.

- Det her handler ikke om at skabe 5.000 eller 10.000 job her og nu, men om at sikre grundlaget for de hundredetusinder af danske job, som er afhængig af, at vi styrker den innovations- og teknologibaserede vækst, som Danmark skal leve af i fremtiden, understreger Frida Frost.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11