Lærlingeproblem får task force
Metroselskabet og dets ejere nedsætter en særlig task force for at følge lærlingeproblem tæt
Derfor er ejerne og Metroselskabet på et ekstraordinært møde blevet enige om at nedsætte en særlig task force, der skal følge tilvejebringelsen af et højere antal lærlinge tæt.
Målet er, at aftalen skal indfries. Selskabet skal derfor fremover løbende fremsende status til bestyrelse og ejere, hedder det i en pressemeddelelse fra Metroselskabet.
Det slås samtidig fast, at der ved metroudvidelsen til Nordhavn er mulighed for at stille krav i udbudsmaterialet om praktikpladser, og det forventer ejerne vil ske, hvis ikke andre tiltag kan sikre flere praktikpladser.
Metroselskabets bestyrelsesformand Henning Christophersen slår i den fælles pressemeddelelse fast, at man skal op på niveauet fem-syv procent lærlinge i forhold til antallet af timelønnede.
Københavns overborgmester Frank Jensen (S) siger:
- Det skal kaste lærlingepladser af sig, når det offentlige investerer milliarder. Derfor er jeg glad for, at vi er blevet enige om at nedsætte en task force.
Otte lærlinge
Metrobyggeriets hovedentreprenør, CMT, er netop blevet godkendt til at kunne ansætte otte bygningsstruktørlærlinge.
Det er imidlertid sket under forudsætninger, som CMT ikke ser ud til at kunne leve op til. Enten skal CMT selv beskæftige lærlingene, men det er ikke muligt, idet CMT ikke selv er udførende.
Alternativt kan CMT indgå aftaler med de udførende udenlandske underentreprenører primært italienske Trevi og portugisiske Cinterex. Sådanne aftaler er ikke indgået, og spørgsmålet er, om det overhovedet vil ske.
Efter Licitationens oplysninger overvejer såvel Trevi som Cinterex selv at søge om godkendelse som uddannelsessted.