23948sdkhjf

Installationsbranche er klar med job-initiativer

Installationsbranchen er hårdt ramt af finanskrisen, manglende investeringslyst, benhård konkurrence – og priserne er pressede. Derfor skal BoligJobordningen på banen igen
Forslagene til, hvordan der skabes flere jobs på det danske arbejdsmarked, står i kø i øjeblikket.

I starten af denne uge kom LO med sin jobpakke, ligesom Dansk Byggeri og BAT-kartellet fremlagde et fælles forslag til flere jobs i bygge- og anlægsbranchen.

Nu følger arbejdsgivere og fagbevægelse i installationsbranchen så trop.

Dansk El-Forbund, Blik- og Rørarbejderforbundet, Veltek – VVS og EL-tekniske Leverandørers Brancheforening og Tekniq peger i et fælles forslag på behovet for at igangsætte jobskabende initiativer, der kan skabe fornyet vækst og beskæftigelse i branchen.

– Vi vil gerne kvittere for forhøjelsen af kommunernes anlægsloft, som der efter vores opfattelse er økonomisk råderum til. Men det er et tiltag, som vil have en begrænset effekt her og nu i installationsbranchen og bygge- og anlægsbranchen. Kommunerne skal først projektere, gennemføre udbud, vælge rådgivere m.v. og derfor går der en rum tid, før det omsættes til nye job, siger adm. direktør Niels Jørgen Hansen fra Tekniq.

Jobs her og nu

Organisationerne finder det oplagt at satse på forslag, der dels her og nu kan skabe job i installations- og bygge- og anlægsbranchen, dels kan sikre investeringer i energieffektivisering i de private boliger, hvor der fortsat er et meget stort potentiale for at spare på energi og opdatering af boligens varmekilder til vedvarende energi, fjernvarme m.v.

Derfor foreslår organisationerne, at regeringen genindfører BoligJobordningen dog med den præcisering, at fradraget målrettes energieffektivisering og vedvarende energi.

- På den måde får vi stimuleret efterspørgslen efter installations- og bygge-opgaver, som på kort sigt giver beskæftigelse og energibesparelser for kunderne, og som på lang sigt bidrager positivt til Danmarks energipolitik, siger Jørgen Juul Rasmussen, der er formand for Dansk El-Forbund.

Samtidig peger organisationerne på, at BoligJobordningen umiddelbart kan genindføres, da det administrative set-up er på plads, ordningen er nem for borgere og virksomheder at administrere, samt at kendskabet til ordningen er højt. For at sikre en effektiv udnyttelse af midlerne bør der udarbejdes en positivliste over de energiinvesteringer, som er fradragsberettigede.

Undersøgelser fra Tekniq viser, at boligejerne først anser en investering for interessant, hvis tilbagebetalingstiden maksimalt er på mellem fem og otte år.

Derfor er der behov for et fradrag, der står mål med investeringens størrelse og samtidig får tilbagebetalingstiden bragt ned, påpeger organisationerne bag forslagene.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096