23948sdkhjf

Forsikringsselskaber fremmer klamphuggeri

Kloakmestrenes formand efterlyser fair-play fra forsikringsselskaberne. Alt for ofte presses mestrene til at udføre dårligt arbejde
Kloakmestrenes formand glæder sig over miljøministerens udspil – men appellerer til forsikringsbranchen om fairplay

- Jeg er rigtig glad for miljøminister Ida Aukens udspil om at få forsikringsselskaberne til at sænke prisen på forsikringspræmier til gengæld for, at boligejerne klimasikrer deres huse. Det er altid bedre at forebygge, end at helbrede. I øjeblikket kan en del kloakmestre godt føle sig presset af forsikringsselskaberne til at udføre noget klamphuggeri, når de udbedrer forsikringsskader.

Sådan siger formanden for brancheorganisationen Danske Kloakmestre, Verner H. Kristiansen. Anledningen er, at miljøminister Ida Auken fredag bebudede en dialog mellem Miljøministeriet og de store forsikringsselskaber i netop forebyggelsens tegn. I juli og august 2011 måtte forsikringsselskaberne dykke i erstatningskassen efter ikke mindre end 6,2 mia. kroner til husejere, der var ramt af oversvømmelser.

Når man kan få rabat på sin indboforsikring, hvis man sætter en tyverialarm op, bør det også være muligt, hvis man investerer i sikring mod vandskader ved at få monteret et højvandslukke, en pumpebrønd eller et omfangsdræn, mener ministeren.

Kloakformand bakker op

Kloakmestrenes formand, Verner H. Kristiansen, er helt enig.

- Det er rigtig godt tænkt og et kæmpegodt initiativ fra Ida Auken. Man kan naturligvis få den frygt, at forsikringspræmierne lige får et hak opad, inden de så reduceres som tak for højvandslukke, siger Verner H. Kristiansen.

- Alt andet lige vil det være en fordel, at husejerne måske tilmed benytter BoligJobordningen med håndværkerfradraget til at få klimasikret deres boliger. I øjeblikket giver en del af forsikringsselskaberne intet incitament til at forebygge skaderne. Det bliver ofte til lappeløsninger, når skaden er sket, fordi nogle af selskaberne presser kloakmestre og entreprenører på prisen.

Firmaer bliver afhængige

- En del firmaer er simpelthen gjort afhængige af forsikringsskader. De har investeret i biler, minigravere og ansættelse af folk for at opfylde aftaler med selskaberne. Derefter er det stort set forsikringsselskaberne, der dikterer betingelserne, hvis kloakmestre og entreprenører fortsat vil have arbejde nok til også at klare forpligtelserne over for leasingselskaber, leverandører og ansatte, forklarer Verner H. Kristiansen.

- Systemet er, at forsikringsselskaberne finder nogle entreprenører, der inviteres til at give pris på at udbedre skader. Når prisen er lav nok, får entreprenøren et stort område, der skal passes af biler, maskiner og mandskab, som daglig kører rundt og udbedrer skader.

- Forsikringsskaderne kommer til at fylde meget i firmaet, som så er nødt til at rette ind, når forsikringsselskabet senere strammer skruen på prisen. Det må nødvendigvis gå ud over kvaliteten af arbejde og måske også materialer, siger Verner H. Kristiansen.

- Derfor vil det være klart bedre at undgå de mange forsikringsskader og i stedet klimasikre ejendommene. Nu er der så tilmed mulighed for at benytte BoligJobordningen og få fradrag. Hvis forsikringsselskaberne så også vil følge miljøministerens opfordring til at reducere forsikringspræmien, hvis huset er klimasikret, så undgår vi lappeløsninger, der bliver til klamphuggeri, fordi kloakmesteren har solgt sig for billigt til forsikringsselskaber, siger Danske Kloakmestres formand, Verner H. Kristiansen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141